Forfatter: Boris Hansen
Forlag: Tellerup
År: 2016
Sprog: Dansk
Sidetal: 428
Genre: Fantasy og delvis science-fiction
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
Vejen til Panteon starter ud med at ligne en science fiction YA roman, men drejer snart skarpt ind på fantasyseriernes rækker. Og den gør det godt.
Bogen følger Lucas, der bor i Zonen – et trist gråt dystopisk sted, som alle de glemte i samfundet bliver sendt hen, herunder forældreløsebørn – det kunne i sig selv skabe en fin historie, måske noget med et oprør imod systemet eller hvad ved jeg, men Cassandra, Lucas’ bedste ven (og måske mere?), hører ikke til i denne verden og hendes forsvinden trækker Lucas og to af hans venner af sted på et fantastisk eventyr.
Det er først når vi træder ind i denne ’anden verden’, gennem en klassisk fantasy portal, at min interesse virkelig steg. Indtil da var bogen fin med klare karakterer (dog lidt karikerede i starten, men det bliver bedre), miljø, og mysteriet omkring Lyden, men der manglede noget. Dette noget fik jeg i den grad på den anden side af Prias Dør! Den anden verden har et klassisk fantasy layout hele vejen igennem, men med Theodors metakommentarer om genren bliver det hele bare ekstra sjovt at læse. Verdenen er dog ikke nogen kopi af andre fantasyromaner overhovedet – der er så mange små detaljer og hints til verdensopbygningen bogen igennem, at verdenen formår at skille sig ud og bliver unik. Sproget er let og flydende, og balancen mellem beskrivelser og action er perfekt, så der slet ikke blev tid til at kede sig, før der igen skete noget, som fangede min opmærksomhed. Der lægges op til flere spændende temaer og mysterier især omkring korruption i både den ene og anden verden, og det kunne udfolde sig på mange måder i de næste bind.
Det bedste af det hele var, at Vejen til Panteon ikke er gennemskuelig. Jo, der er altid masser af ting man kan gætte sig til i en fantasybog, men her er det ikke ligetil. Man skal tænke lidt over, hvad man har fået at vide for at stykke det hele sammen. I de næste bøger kunne hvad som helst ske! Og jeg glæder mig til at opleve det.
-Mette