Forfatter: Boris Hansen
Forlag: Tellerup
År: 2018
Originalsprog: Dansk
Sidetal: 651
Genre: fantasy, science-fiction

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Så er afslutningen på Panteon-sagaen læst. Det var vemodigt og med blandede følelser, at jeg fik slugt den sidste del af den episke sci-fi/fantasy historie. Alt i alt var det en fantastisk rejse, som jeg kun kan anbefale jer alle også at tage på.

**Spoilers for de tre forrige bøger! Især bog 3!**

Lucas rejser tilbage. Tilbage til før tragedien. Tilbage til før blodet flyder i Empyria og han ser sine venner dø.

Men er det nok?

Da vi allerede har oplevet de første par scener før, må jeg indrømme at jeg læste hurtigere end normalt for at komme til det nye. Var spændt på om det ville lykkes at redde dem alle og hvad næste skridt ville være. Vecra ville jo stadig være løs. Og Tarvalis ville stadig kæmpe for sin sag.

Da vi når til alt det nye er præmissen nu vendt på hovedet. Det er denne gang engle og guder, som besøger vores verden og ikke omvendt. Det er ret sjovt og kunne være en ide til en hel bog for sig.

Det meste af Den tiende trone går med at lægge planer, gemme sig, flygte og kæmpe, og den slags er jeg desværre ikke fan af i for store mængder. Men hvis man er til action, så er der helt klart noget at glæde sig til.

I stedet er jeg mere interesseret i de øjeblikke, hvor hemmeligheder afsløres og karaktererne udvikles. De fleste hemmeligheder er efterhånden ude i lyset, men både Saida og især Lucas og Cassandra gennemgår fængslende forvandlinger. Det er også fascinerende at lære guderne lidt bedre at kende og se dem agere i menneskelige skikkelser. Og jeg er glad for at de altid er i en gråzone i historien. Der er både godt og dårligt ved at have guder til at regere en verden.

Men tilbage til Lucas og Cassandra. Bogen er inddelt i tre dele, og det er tredje del, som løfter bogens niveau for mig. Cassandra står med en stor opgave, som måske viser sig at være for stor, og Lucas skal tage det ene forfærdelige valg efter det andet. Lige da det hele ellers ser ud til at ende godt. Det er hjertevridende og får pulsen op og øjnene til at stikke på samme tid. Det er sådan et plottwist skal laves! Så jeg er meget imponeret og glad for slutningen af sidste bog, selvom starten var lidt for actionheavy til mig.

I forhold til det store spørgsmål om nogen dør… Så er svaret ja, men ikke så mange, som jeg frygtede! Der er en fin balance. Scenerne er medrivende, og ja, jeg fældede da en tåre eller to.

Tematisk er der fokus på gråzonen. På hvordan intet er entydigt godt eller ondt, rigtigt eller forkert. Nogle gange er der bare ikke det helt rette valg. Nogle gange ender det med død.

Det er svært at skrive slutninger. Faktisk er det den del jeg selv har størst problemer med, når jeg skriver. Men Boris Hansen gør det godt og jeg er så klar på at læse med igen næste gang.

– Mette