Forfatter: Adam Silvera
Forlag: Harper Teen
År: 2017
Originalsprog: engelsk
Sidetal: 368
Genre: YA, LGBT+

Stjerner: ⭐️⭐️⭐️⭐️

Ja, man er advaret, når man begynder Adam Silveras seneste roman, men det gør ikke slutningen lettere at sluge. Det passer egentlig meget godt til temaet om døden: man ved den kommer – for ens hund, ens mor, ens ven, ens kæreste og for en selv – men derfor bliver man aldrig klar til realiteten af det alligevel.

Mateo er 18, da han en sen aften får et opkald og med det samme ved, at tiden er ved at rinde ud. Det er Death Cast der ringer. Systemet har eksisteret et stykke tid i dette univers. Simpelt sagt er det et system, der kender fremtiden. Hver dag ved midnat annonceres det, hvilke individer, der denne kommende dag vil dø. Som et slags callcenter – det værste callcenter man kan få et opkald fra.

Mateo er nervøs af natur og hans nye viden om, at han skal dø, gør det ikke ligefrem lettere at slippe angsten. Han er dog opsat på at leve fuldt ud på denne sidste dag og downloader appen Last Friend, hvor både de dødende, kaldet Deckers, og ikke-dødsdømte kan melde sig ind og chatte med det formål at mødes og leve sammen til det sidste. Mateo får mange ikke så fede henvendelser, men ender med at mødes med en fyr ved navn Rufus. Det er deres begges sidste dag og det er dem vi følger i både op og nedture: de sidste farvel, de spontane oplevelser og kys, kram og tårer.

Selvom bogen naturligvis mest forholder sig til Mateo og Rufus, deres liv, deres fortid, venner og familie, formår Silvera alligevel at skabe troværdighed og nysgerrighed omkring hele konceptet med Death Cast, og de små afstikkere til andre synsvinkler er med til at udvide universet og gøre bogens univers fuldendt. Efterfølgende kunne jeg ikke lade vær med at tænke over, hvordan det ville fungere i virkeligheden eller bare i andre bøger, tv-serier eller film. Hvilken forskel gør det, at man ved, man skal dø i dag? Og i forlængelse deraf: hvilken forskel gør det, at vi ved, vi en dag skal dø i virkeligheden? Griber vi dagen eller venter vi altid til i morgen?

They Both Die at the End stiller store eksistentielle spørgsmål, hvilket er uundgåeligt grundet temaet, men med karaktererne Mateo og Rufus og deres venner og bekendte holdes fortællingen samtidig jordbunden og nærværende. De har hinanden, de har én dag, og de får alt det ud af den de kan. Det er både livsbekræftende og virkelig virkelig trist. Jeg havde det fint det meste af bogen igennem, og der er plads til humor og grin også, men slutningen var hård. Især fordi det er så godt som uundgåeligt at én af dem ender med at miste den anden, inden han selv møder sin skæbne – denne gang helt alene.

-Mette