Forfatter: Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
Forlag: Ulven og Uglen
År: 2015
Sprog: Dansk
Sidetal: 393
Genre: Fantasy
Stjerner: ⭐⭐⭐
Mørkets søn er en dansk fantasyroman jeg længe har haft på min to-read liste, men med en del uudnyttet potentiale lever den ikke helt op til mine forventninger. Heldigvis er der flere bøger i serien, der kan bygge videre.
Konceptet i Mørkets søn var det som tiltrak min opmærksomhed. I landet Sikania er der to folk: et som lever over jorden i lyset og et som lever under jorden i mørket. Disse to folkeslag har en lang historie af stridigheder og krig, men har lavet en fredsaftale, som deler døgnet imellem dem. Hovedpersonen er Destan, som er prinsen for mørkets folk og historien handler om kærligheden mellem ham og lysets prinsesse Celina.
Der er masser af plads til at udvikle verdenen i de kommende bøger og udvide de to folkefærd, som lige nu mest har fået en generel beskrivelse, der egentlig ikke er så forskellig fra hinanden – men det er der jo også en pointe i.
Mit største problem er, at der ikke sker så meget. Det er meget det samme hele bogen igennem. I starten er der mange scener med folk, der hader Destan, og Destan, der hader dem og sit liv. Så bruger vi derefter lang tid på rejsen mellem de to hovedsteder og det trækker lidt ud, trods det er en kort roman. Når det er sagt, så er det heller ikke en plotdreven roman, men en kærlighedsroman først og fremmest. Det store tema er selvfølgelig kærlighed – umulig og forbudt kærlighed. Det er et klassisk tema, som ofte ses i fantasygenren, og som derfor kan være svær at gøre unik. Destan og Celina er da også et eksempel på den helt klassiske bad boy meets good girl og hvis man elsker den slags, så skal man endelige læse Mørkets søn.
Synsvinklen er lidt irriterende, da den ofte skifter uden varsel, så man som læser sidder og er forvirret i en sætning eller to. Men karaktererne i sig selv er fine. Vi følger mest Destan og hans udvikling, som jeg synes fungerer, og så er der en del sidekarakterer, som man efterhånden får styr på. De bruges fint til at give et indblik i Destan udefra og udvide verdenen en smule, men mest af alt tror jeg, de er introduceret, fordi de bliver vigtigere for den videre handling, da der ikke sker så meget med dem i denne bog. Bogen er skrevet i et omhyggeligt og velgennemarbejdet sprog, om end en smule højtideligt, men det passer til genren og til miljøet og bliver aldrig tungt at læse.
Trods det forudsigelige kærlighedsplot overraskede slutningen mig. Jeg skal nok lade vær med at røbe noget her, men man kan godt kalde sidste sætning for en teaser for næste bog i serien.
– Mette