Forfatter: Ira Levin
Forlag: Corsair
År: 1972/2011
Sprog: Engelsk
Sidetal: 139
Genre: Gys, Psykologisk

Stjerner:⭐⭐⭐⭐

“That’s what they all were, all the Stepford wives: actresses in commercials, pleased with detergents and floor wax, with cleansers, shampoos, and deodorants.”

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Ira Levins forfatterskab, da jeg læste Rosemary’s Baby, hvilken jeg var ret så vild med. Den der underliggende mystiske og dystre stemning var virkelig fascinerende, og derfor ville jeg gerne læse meget mere af ham. Det blev i første omgang til The Stepford Wives. 

Bogen handler om Joanna, der flytter til Stepford med sin mand og to børn. Hun er en kvinde, der hviler i sig selv og ikke kun laver huslige pligter, men forsøger at stable en karriere som fotograf på benene. Hun er forkæmper for kvindefrigørelsen, men opdager hurtigt, at kvinder i Stepford ikke er som hende. De går meget op i de huslige pligter. Og hvad er det for noget med Men’s Association? Hun slår sig sammen med Bobbie og forsøger at ruske lidt op i de andre kvinder, men til ingen nytte. Pludselig har Bobbie ændret sig. Er der noget i vandet, og er Joanna den næste på listen?

Med Levins korte roman holder jeg mig i det kønspolitiske hjørne lidt endnu. For der er tydelige undertoner af en samfundskritik i denne. Stepford er fuld af tilfredse mænd og husfruer, der udtrykker, at der ikke findes noget mere tilfredsstillende end at holde huset rent. De foretager sig ikke andet end huslige pligter, og det var jo sådan virkeligheden var for mange kvinder før i tiden. Hvor de ikke fik lov til at tænke selv, og hvor mænd kontrollerede dem. Og her i 1972 er det stadig tilfældet i Stepford. Det er skræmmende at tænke på, hvor langt disse mænd er villige til at gå for at kontrollere deres koner og dæmpe deres frigørelse. Egentlig får man ikke en klar forklaring af, hvad der sker, og hvad mændene gør, men man gætter sig til det. Og hvad der er endnu mere skræmmende er, at den kvinderne stoler mest på, faktisk er den, der ønsker at ændre dem.

Selve fortællingen er fuld af lettere flade karakterer og rigtig meget dialog. Joanna har mere dybde end de andre, hvilket jo nok skyldes, at hun er helt sin egen. Bobbie er også en mere rund karakter, indtil hun ændrer sig. De flade karakterer er jo netop pointen med handlingen, og det giver derfor god mening. I betragtning af, at romanen er ganske kort, formår Levin alligevel at skabe en stigende spændingskurve, hvor man til sidst sidder med bankende hjerte og håber på det bedste. Jeg er ret imponeret over, hvor godt det lykkes ham at skabe en så suspensefuld og dyster stemning.

– Camilla