Vi besluttede os for at prøve med noget helt nyt på bloggen. Vi elsker begge to at skrive, og som led i vores uddannelse tog vi et tilvalg i Skrivekunst. Her lærte vi mere om at skrive, både det rent tekniske og om indholdet – hvordan man bygger sin verden op, sine karakterer og rammer sit publikum. Disse tips og tricks kunne vi godt tænke os at give videre. Specielt fordi vi har kunne mærke, at de har hjulpet os rigtig meget i vores egne skriverier og gjort os mere opmærksomme på hvad, hvordan og hvorfor vi skriver. Vi håber, I synes om vores nye indslag og forhåbentlig kan bruge vores tips.
Skriv dig varm
Kender du det med, at du starter hver kapitel med en vejrudsigt? Solen skinner, bølgerne skyller ind over stranden, græsset vajer i vinden… Og hvornår kommer du så egentlig til en pointe? Til en handling? Til noget spændende, der griber læseren? Måske halvvejs nede af siden?
Du behøver ikke prøve at undgå at beskrive vejret eller omgivelserne, men det kan være en god ide, når du senere gennemlæser dit kapitel, at slette starten, da den sløver fremdriften af handlingen. Beskrivelsen af vejret kan komme senere, måske lidt spredt ud over den egentlige handling.
Måske har du ligesom mange andre behov for at skrive dig ind på den egentlige handling, og det skal du bare fortsætte med. Vi gør det også selv i vores skriverier.
Det vi i sidste ende prøver at sige er, at når det kommer til at skrive, så handler det om at skrive. Tænk ikke på korrekthed, stavefejl, eller om det nu skal være med eller ej. Bare skriv. Skriv, skriv, skriv! Resten kommer senere.
God skrivelyst!
Litteraterne