Bedre af Carey Heywood

66440538_486573252110084_5113910339783622656_n

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Palatium Books

Forfatter: Carey Heywood
Forlag: Palatium Books
År: 2019
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 257
Genre: Romantik, New Adult

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Tanken om ikke at gøre noget, som hun ønskede, er umulig. Lige meget hvad er jeg nødt til at gøre det – for hendes skyld.”

Bogen handler om 24-årige Aubrey, der i forbindelse med mosterens sygdom har sat sit eget liv på pause for at hjælpe sine forældre med at passe hende. Da mosteren dør, har hun et sidste ønske om, at Aubrey tager på den jordomrejse, som de havde planlagt, mosteren skulle på, når hun blev rask. Hendes forældre betaler Adam, en ung fotograf, for at tage med på rejsen, så Aubrey ikke er alene. Som de kommer tættere på hinanden, begynder det at slå gnister. Men er det noget, hun skal reagere på, eller burde hun koncentrere sig om grunden til, at hun er på jordomrejse?

Bedre behandler død og sorgen over tabet af et nært familiemedlem på en meget sober og fin måde. Det bliver ikke for tungt, men har alligevel en tilpas mængde tyngde over sig til at gøre det nærværende og realistisk. Det er tydeligt at mærke, hvor meget tabet af mosteren har påvirket Aubrey. Som vi kommer under huden på Adam, lærer vi også, at der er noget på spil der, som binder ham tættere sammen med Aubrey. Undervejs udvikler Aubrey sig, og hendes forsigtige væsen lader pladsen for en mere og mere selvstændig kvinde, der langsomt finder ud af, hvem hun er, og hvad hun vil.

Bogen er velskrevet og tager læseren med på en rejse. Ikke kun jorden rundt, men også gennem sorgen, og hvordan man kommer ud på den anden side. Uden at være ødelagt af sit tab. Og jo, plottet er måske en smule forudsigeligt. Særligt hvad angår Aubrey og Adam, men det er ikke bogens vigtigste element, eller hvad Heywood egentlig prøver at fortælle. Det handler i stedet om, hvordan vi gennemarbejder sorgen og kommer videre derfra. Om at give slip på sorgen og finde sig selv igen. Og det fortæller Heywood på fineste vis gennem Aubrey og Adam. Bogen er inspireret af en oplevelse i Heywoods eget liv, og det synes jeg godt, man kan mærke. Der er en helt særlig nærvær og følelse i historien, der gør den meget virkelighedstro og følelsesladet.

Bedre er en sød og livsbekræftende historie om at give slip, og om at finde sig selv. Om at huske at leve i nuet og lave det, der gør os glad. Jeg må dog indrømme, at selvom jeg godt kan lide historien og de underliggende budskaber heri, så havde jeg lidt problemer med Aubrey. Jeg følte mig ikke nær så involveret i hendes karakter og havde desværre også tidspunkter, hvor jeg fandt hende en smule irriterende. Derfor lander jeg på 3,5 stjerner.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *