Forfatter: Mackenzi Lee
Forlag: Katherine Tegen Books
År: 2018
Sprog: Engelsk
Sidetal: 442
Genre: YA, ungdomsbog, LGBTQ+
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
I efterfølgeren til Gentleman’s Guide to Vice and Virtue følger vi Montys søster Felicity i sin søgen efter at få lov til at studere medicin. Alle vegne får hun et nej med begrundelsen, at hun er kvinde. Men da hun hører, at et af hendes idoler, Alexander Platt, skal giftes med hendes forhenværende bedste veninde, får hun en sidste chance. Hun må med til brylluppet, koste hvad det vil, og få Platt til at tage hende med på sin ekspedition.
Plottet fungerer fint og væver både lægevidenskab, feminisme, venskaber og eventyr sammen i en historie, hvor vi følger tre stærke kvinder med hver deres baggrund og personligheder. Felicity jagter sin drøm om selvstændighed og lægearbejde, men lærer på vejen også en del om sig selv, om sit idol og om barndomsveninden. Det eneste jeg synes trækker ned er tempoet. Der går ret lang tid, før vi når fra petticoats til piracy, kan man vel godt sige.
Felicity er en velskrevet og afrundet karakter, som heldigvis ikke bare er et snefnug og et geni, som kan det hele. Hun har flere fejl og mangler og indser løbende, at kvinder sagtens kan være stærke og feminine på samme tid. Hendes barndomsveninde Johanna er nemlig glad for kjoler, make-up og fester, men samtidig ønsker hun også eventyr og er ikke bange for at tage fat. Den tredje kvinde, Sim, er muslim og har en hemmelighed. Hun får ikke helt så meget tid, som jeg synes, hun skulle, men hun er ret nice.
Bogen er velskrevet og let at læse med gode beskrivelser, der sætter stemningen for tiden. Der er en god portion humor, og især synes jeg, at Monty og Felicitys søskendeforhold har udviklet sig godt. De store temaer for bogen er feminisme og selvstændighed, at følge sit hjerte og gå efter sine drømme, selv når andre fortæller dig, at det er umuligt – fordi du er kvinde. Felicity er desuden aseksuel og måske endda aromatisk, hvilket både er dejligt for repræsentationens skyld, men også giver en ekstra dimension til det feministiske tema om kvindens rolle i samfundet.
Har du læst The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue er det helt klart værd at læse The Lady’s Guide to Petticoats and Piracy, men den første er nu stadig bedst.
-Mette