I kender jo nok termen ‘show don’t tell’ allerede. I sin enkelthed betyder det, at du skal ‘vise’ frem for at ‘fortælle’. Det, som det oftest refererer til, er følelserne hos dine karakterer. Et eksempel er, hvis din karakter bliver vred. Det kan du ‘fortælle’ læseren ved blot at skrive “han blev vred”, men det er ikke særligt spændende at læse, og det bliver hurtigt overfladisk, hvis en hel bog skrives sådan. I stedet skal du ‘vise’ følelsen ved at beskrive:
- Hvordan han bliver vred – nogle bliver højrøstede, nogle bliver stive og tavse, nogle lukker helt af og andre bliver måske voldelige osv.
- Hvordan man kan se, at han er vred – tænk på kropssproget. Man kan knytte næverne, rynke brynene, skære tænder osv.
- Hvis det er fra den vrede persons synsvinkel, kan du også beskrive, hvordan det føles at være vred – er det en kold eller en varm følelse? Er den placeret et bestemt sted i kroppen? Etc.
‘Show don’t tell’ kan dog også bruges til mere end at udvide beskrivelsen af følelser. Når man beskriver steder, er det nemt at falde tilbage på synssansen og lidt glemme, at vi oplever verden med alle fem sanser. Hvis din karakter går en tur på stranden, er det derfor vigtigt ikke kun at beskrive, at solen skinner, og sandet er hvidt og havet blåt. Du bør tænke over, hvordan varmen og sandet føles, hvordan havet lugter og hvilke lyde stranden byder på. Med få ekstra ord kan du på den måde højne læserens indlevelse i din bogs verden.
Tippet kan også bruges på et helt overordnet plan i din historie. Eksempelvis lider nogle romantiske historier af mangel på romantik, fordi der bruges ‘tell’ i stedet for ‘show’. Læseren får fortalt, at to personer er forelsket, men tror ikke rigtigt på det, fordi det ikke vises. Der mangler beskrivelser, så læseren kan indleve sig i karakterernes følelser. I de fantastiske genrer kan man også falde i fælden og forfalde til kun at ‘fortælle’ læseren, hvor ond antagonisten er, eller hvor uhyggeligt monsteret er uden egentlig at vise det. Det mister dermed uhyggen, og man får ikke skabt de følelsesmæssige reaktioner, man ønsker, hos læseren.
Dermed ikke sagt, at der ikke må være ‘tell’ i en historie. Det handler snarere om en balancegang, hvor man husker på ‘show’ i nogle scener og ‘tell’ i andre. ‘Show don’t tell’ er muligvis et af de sværeste virkemidler, når det kommer til skrivning. Og selvom man er klar over og husker på, at det giver en bedre og mere indlevelsesrig historie, hvis man viser frem for at fortælle, så kan det stadig være svært. Vi har også indimellem besvær med ‘show don’t tell’, og det bedste råd fra os til dig vil være at prøve dig frem. Du behøver ikke skrive scenen perfekt første gang, men blot huske at læse dine passager med ‘tell’ igennem senere og prøve, om ikke du kan forvandle nogle af dem til ‘show’ i stedet. Måske med nogle af vores råd fra de forrige eksempler. Og har du svært ved at få vist scenen, er det altid en god idé at lade en anden læse det igennem og komme med input hertil.
God skrivelyst!
Litteraterne