Forfatter: Nathali og Bettina Liane
Forlag: Turbine
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 551
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Da tvillingerne Aia og Peter finder en gammel rejsekuffert uden for deres dør, ændres deres liv for altid. De har fået kaldet fra Galathea, et magisk skib, der sejler mellem den kendte verden og det magiske Igdrafell. På Galathea åbnes et nyt, forunderligt og eventyrligt liv sig for dem, hvor de bliver oplært til vogtere. De skal bekæmpe mørket i verden, men Aia og Peter får også lært nye mørke sandheder om dem selv.

Kaldet fra Galathea er uden tvivl en eventyrlig fantasyroman med masser på hjerte, og jeg ville ønske, jeg elskede den mere, end jeg endte med. Jeg tror, det bunder mest i, at selvom projektet er ambitiøst, så bæres den ambition ikke hele vejen igennem bogen. Harry Potter er en tydelig inspirationskilde til Kaldet fra Galathea, og det er ikke som sådan noget dårligt, men dog en svær verden at hamle op med. Skibet Galathea er eksempelvis på sin vis et Hogwarts i den måde skibet nærmest er levende på. Det er så stort, at det bliver et univers i sig selv. Der er desuden fem ætere for magi, som aspiranterne ender med at deles op i: wicks, druide, shaman, alkymist og sigøjner. Jeg havde under læsningen ret svært ved at kende forskel på de tre førstnævnte, og kunne måske godt have brugt mere dybde i, hvordan undervisningen er forskelligt fra æt til æt. Men skulle jeg gætte på, hvad jeg ville blive, hvis jeg var aspirant på skibet, ville det nok være druide eller shaman, da de, kort fortalt, er forbundet til kreativitet og natur.

Generelt er det et problem, jeg har med bogen, at der er så meget verdensopbygning med så meget potentiale, men forklaringerne når aldrig dybt nok og druknes i stedet i finurlige beskrivelser og pudsige opfundne navne på ting og sager. Men det skal så også siges, at det er her bogens magi skinner igennem. Det er en fortryllende og forunderlig rejse, Aia og Peter er kommet på, og Galathea er en spændende skole, den er bare ikke overbevisende hele vejen. Det som bogen klarer bedst er introduktionen, der hvor tvillingerne finder kufferten og lærer den nye verden at kende. Men efter at skolelivet begynder, drukner jeg i det ene magiske term efter det andet uden rigtig at være med.

Plottet, uden at spoile for meget, er ret forudsigeligt og klassisk for fantasyhistorier med det gode mod det onde, men det er et, jeg godt kan lide. Igen føles det bare for overfladisk jo længere ind i bogen, jeg kommer. Den samme følelse har jeg omkring karaktererne, der alle er fine, men aldrig helt slår igennem. Der er også alt for mange navne at holde styr på, selv med registeret at slå op i. Igen så drukner jeg. Aia er klart den bedste karakter. Hun har synsvinklen 99% af tiden og får dermed en reel udvikling. Jeg savnede virkelig at se noget fra Peters synsvinkel, da han i princippet må være på en parallel udvikling til Aias, og det ville have været fedt, hvis der var dykket mere ned i forskelligheden i deres tilgang til oplevelserne på Galathea. Måske i næste bind?

Tematisk kunne jeg godt lide, at bogen kredser om fantasien, og hvordan det mørke, som verden skal reddes fra, i bund og grund er fantasiløshed. Når børnene bliver voksne og mister glæden ved livet, mister troen på magien og ender i hverdagens onde spiraler. Der er også lidt et klimatema inde over, hvor verdens vejr pga. mørket kommer mere og mere ud af kontrol.

Alt i alt vil jeg anbefale Kaldet fra Galathea til læsere, som elsker klassisk fantasy med de gode, som bekæmper de onde, og som gerne vil have mere magisk skole som i Harry Potter. Prøv den, hvis du elsker det finurlige og fantasifulde og godt kan leve med at plottet og karaktererne ikke vælter dig om kuld – i hvert fald ikke lige i første bind.

– Mette