Mørket sænker sig, vinden rusker i træerne, og indenfor kaster stearinlysene sine dansende skygger på væggene. Det er endnu engang blevet efterår, og efterår er lig med Halloween. Igen i år giver jeg mine 5 anbefalinger til gysende Halloweenlæsning, og som billedet viser, er det denne gang i Stephen Kings tegn.
Jeg havde ellers planlagt og filmet en rigtig fin video netop til dette formål, men der er simpelthen gået et eller andet galt med filerne, så det hele bare drillede. Hvis du kender et rigtig godt (og gratis) videoredigeringsprogram, må du meget gerne sige til! Indtil da, kan du her læse om 5 skræmmende, uhyggelige og nervepirrende Stephen King romaner, der er udvalgt på baggrund af deres indvirkning på mig.
Dyrekirkegården (Pet Semetary)
Dyrekirkegården er den første Stephen King roman, jeg stiftede bekendtskab med, og én, jeg efterhånden også har læst et par gange. Den handler om Louis Creed og hans familie, der flytter i et nyt hus i nærheden af en kirkegård for kæledyr. Familien erfarer dog hurtigt, at der er noget mystisk og uhyggeligt over den, da de efter at have begravet deres døde kat der, pludselig finder den spillevende i huset igen. Snart indser Louis, at det er bedst at lade de døde forblive døde.
Da jeg læste den første gang, slugte jeg den råt, mens siderne nærmest vendte sif selv. Den efterlod mig med kuldegysninger. Historien er nervepirrende og skræmmende på den helt rigtige måde, der gør den perfekt til Halloween.
The Mist
Hvis du hader kryb og kravl, skal du nok ikke læse The Mist.
Bogen udspiller sig i en lille by, der en varm sommerdag pludselig indhylles i en mystisk tåge. Men tågen er levende, og begiver indbyggerne sig ud i den, er det på eget ansvar og med livet som indsats. Hvad sker der, når provianten slipper op, og de er tvunget til at bevæge sig ud i tågen?
The Mist er ikke kun nervepirrende på et overnaturligt plan, men også på et menneskeligt, hvor vi får indblik i, hvad der sker, når mennesket skubbes helt derud, hvor der ingen vej er tilbage. Og hvad vi er villige til at gøre for at overleve.
Salem’s Lot
Bogen handler om Ben, der vender hjem til sin hjemby for at færdiggøre sin bog. Men da to drenge begiver sig ind i skoven, og kun en af dem vender tilbage, opdager Ben, at der foregår noget skummelt i byen. Han har dog ingen anelse om, hvor dystert og mørkt det er, før det er for sent.
Det fede ved Salem’s Lot er, at man her får uforfinede og uhyggelige, blodtørstige vampyrer for alle pengene. Der er ikke noget filter eller romantisk over dem. De er fremstillet lige præcis som de monstre, de er. Og så bidrager den underliggende dystre stemning til den helt rigtige uhygge!
The Shining
Romanen handler om Torrance-familien, der flytter ind på et hotel, som faren Jack skal “passe” hen over vinteren. Men Jack plages af indre såvel som ydre dæmoner, og snart er både konen og sønnen i fare.
The Shining er skræmmende på et overnaturligt plan, men især også på et realistisk og menneskeligt et. Her vises det, hvordan mennesket også kan være et monster. I min optik er denne nok også en af de mest uhyggelige gysere, King har skrevet. Jeg ved godt, at jeg også anbefalede den sidste år (se her), men det er virkelig en af de historier, der gjorde stort indtryk på mig. Og en jeg har læst igennem fra ende til anden flere gange med forskellige briller og virkelig gået i dybden med i forbindelse med mit bachelorprojekt om det menneskelige monster.
Sidste Stephen King gyser på listen er…. (indsæt selv uhyggelig melodi her)
IT
Bogen handler om 7 barndomsvenner, der som børn blev terroriseret af en ond skikkelse. Som voksne erfarer de, at ondskaben er vendt tilbage og endnu engang hærger i deres hjemby, og de er de eneste, der kan tage kampen op og stoppe det onde.
Jeg advarer på forhånd – IT er absolut ikke for sarte sjæle, og jeg anbefaler, at man læser den i dagtimerne eller med alt lyset tændt. Af overnaturlige monstre er Pennywise klart den allermest skræmmende. Det hjælper nok heller ikke på det, at jeg er hunderæd for klovne og har været det, siden jeg så filmen som barn. Det var faktisk også først sidste år, at det lykkedes mig at få taget mig sammen til at læse bogen. Og ja, den var absolut lige så uhyggelig som filmen (som jeg nu engang husker den).
Her fik du mine 5 Stephen King anbefalinger til dette års Halloween. Jeg håber, at det gav dig lidt inspiration til skræmmende, god Halloweenlæsning.
Hvilken Stephen King gyser ville du anbefale?
– Camilla