Forfatter: Christina Bonde
Forlag: Tellerup
År: 2018
Sidetal: 336
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐ en halv

Izola er tilbage i vores verden, og da hun finder Casper, opdager hun, at tiden har stået stille, mens hun har været i Falkien. Casper mener, at hun er rystet over sin mors død og derfor opdigter fantastiske historier for at komme væk fra virkeligheden. Men Izola ved, at hun er nødt til at komme tilbage, finde Jorian og redde kvinderne fra Falkes styre.

Det mest interessante for mig var overraskende nok de perioder, hvor Izola var i vores verden, hvor hendes virkelighed blev udfordret. Er eventyret sandt? Eller er hun skør? Jeg fangede ofte mig selv i at håbe, at det hele faktisk foregik i hendes hoved. Det ville i mine øjne gøre fortællingen mere original, og ville forklare hvorfor så meget af det, som foregår, ikke giver mening for mig. Jeg synes eksempelvis, at det meste af plottet blev flyttet fremad af udefrakommende kræfter i stedet for af Izolas valg. Det er ofte tilfældet eller Helpi, der får hende videre. Igen, som i første bind, følte jeg heller ikke, at magien blev ordenligt forklaret og den ender derfor med at være forvirrende for mig. Et eksempel er, hvordan hestene, betvingelsen af dyr og Izolas kræfter til at styre vand er forbundet. Den fangede jeg bare aldrig, hvis det da blev forklaret. Måske det er meningen, at det ikke skal give mening, men jeg kan stadig ikke helt gennemskue det.

Plotmæssigt sker der ikke det store. Izola rejser mest frem og tilbage mellem vores verden og så Falkien, alt imens hun prøver på at redde øen fra kongen og samtidig redde Jorian og de andre, hun er blevet venner med. Det bliver dog lidt en gentagelse af, at hun rejser i Falkien, rejser tilbage til vores verden, rejser tilbage til Falkien og rejser rundt der igen for så ikke at nå særligt langt, inden hun igen er tilbage i vores verden. Selvom jeg syntes bedst om passagerne i vores verden, mener jeg alligevel mere tid burde være brugt i Falkien sammen med de andre i forsøget på at overvinde kongen og redde øen. Det er en spændende fortælling på papiret, men det hele ender med at virke noget fjernt.

Vi får lidt mere at vide om Izolas mor og fortiden fra morfaren, men jeg havde håbet på at der var mere, siden det mysterie var noget af det, der fangede mig mest i bog et. Vi får stort set ikke noget at se til de karakterer, vi har mødt i første bog, mest Jorian og en smule med hans mor. Izola taler ofte om at redde kvinderne, men dem får vi heller ikke meget tid sammen med. Jorian virkede desuden passiv, men det er nok til dels fordi, Izola hele tiden er væk fra ham og alt det, der sker i Falkien. Hvis han har truffet nogle valg, der har påvirket historien, så har læseren i hvert fald ikke været med meget af vejen. Casper pylrer om Izola, men har ellers ikke meget personlighed andet end at være den rationelle forklaring.

Kampen for Valianien får dog lige en ekstra halv stjerne med, fordi jeg stadig synes, den er virkelig godt skrevet, let og hurtigt læst, og hvis nu bare Izola rent faktisk er psykisk syg, så ville det være så interessant!

– Mette