Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Palatium Books
Forfatter: Annika Estassy
Forlag: Palatium Books
År: 2019
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Sidetal: 307
Genre: Feel-good
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
“”Det er overhovedet ikke bare en have,” (…) “Det er skønhed og drømme, terapi for trætte sjæle og trøst for triste hjerter.””
Grønne fingre søges handler om Leyla og Astrid. Leyla bor i Stockholm med sin mand Johan og deres fælles søn Hugo. På det sidste er han begyndt at lade sine raserianfald gå fysisk ud over hende, og en dag bliver det dråben for Leyla, der rejser væk sammen med Hugo. I Måneby følger vi Astrid, en 79-årige kvinde, der elsker sit kolonihavehus, hvor hun tilbringer mange timer sammen med kakaduen Arthur. Men på det seneste har Astrid ikke samme energi til at passe sin smukke have på grund af sin sygdom og ser sig nødsaget til søge hjælp. Vil kolonihavehuset være et fristed for Leyla og Hugo, sådan som det er for Astrid? Og hvor længe kan man flygte fra sine problemer, før man bliver nødt til at se dem i øjnene?
I bogen følger vi skiftevis Leyla og Astrid, der hver fortæller deres historie, og hvordan kolonihaven hjælper dem til at blive stærkere på hver deres måde. Kombinationen af de skiftende synsvinkler tilføjer historien en ekstra dimension med mere dybde. Dette kommer til udtryk gennem ikke kun deres tanker om hinanden, haven og deres omgangskreds, men også deres tanker om livet og de udfordringer, de oplever, og hvordan de hjælper hinanden. Handlingen fortælles i et let læseligt og flydende hverdagsagtigt sprog, hvor læseren inviteres inden for i deres tanker.
Samspillet mellem en ung og en ældre kvinde kan et eller andet, og det er da også det, der gør historien charmerende og giver den varme. Det spirende venskab mellem de to er livsbekræftende og rammer lige der, hvor det skal. Samtidig har de begge så meget personlighed (Leylas dog gemt under overfladen i starten i bogen, indtil hun finder styrken til at ændre sit liv), at de bliver levende for læseren. Og så er jeg vild med det let komiske indslag i form af kakaduen Arthur, hvor man lige kan forestille ham sidde på Astrids skulder, mens de vandrer gennem byen. Man kommer hurtigt til at holde af karaktererne, særligt Astrid.
Selvom bogen tager nogle ret tunge emner op såsom vold i hjemmet og kræft, så emmer fortællingen alligevel af en helt særlig hjertevarme og feel-good stemning. Disse emner behandles på en rigtig fin og sober måde, så det ikke bliver for tungt og trist at læse om. Emnerne er vigtige, men det er i høj grad lige så vigtigt at vise, at man kan komme hel ud på den anden side. Og det viser Estassy.
Grønne fingre søges er en fin fortælling om at finde sig selv og nye venskaber, der blomstrer op som blomsterne i Astrids have.
– Camilla