Det er blevet december, og vi er nået til årets sidste skrivetip. Et skrivetip, der måske endda er det vigtigste råd fra os af. December måneds skrivetip handler om
At tro på dig selv
De seneste mange måneder har vi givet en masse gode skrivetips til dig, der gerne vil skrive og har et mål om at udgive dine tekster. Vi ved, at det er en lang proces, og at det tager lang tid, før historien sidder lige i skabet, så du glad og tilfreds kan sætte sidste punktum. I løbet af den tid kan du hurtigt blive grebet af håbløshed og tvivl omkring dit projekt, hvorvidt det er godt nok, om plottet nu også giver mening for læseren, og om der overhovedet er nogen, der har lyst til at læse det. Men husk, sådan har alle det. Alle forfattere har engang siddet med deres første historie, deres første drøm om udgivelse og sikkert overvejet, om de skulle blive ved. Det er hårdt, men du må tro på dig selv og din historie, før andre kan.
Hvis du er i tvivl om dine skriveevner, så kan et trick være at finde noget af det, du har skrevet for lang tid siden, og sammenligne det med det, du skriver på nu. Du kan sikkert se en fremgang, måske er det endda lidt pinligt at læse, men det betyder, at du er kommet videre – du har udviklet dig! Og det vil du blive ved med igennem hele processen. Den bog, du skriver i første udkast, er ikke den samme, som den du ender med at sende til forlagene. Gode ting tager tid, og det er også det samme for din historie. Det vigtigste i hele processen er bare, at du tror på dig selv og dine evner – så skal du nok komme langt.
God skrivelyst og ikke mindst rigtig god jul 🎄🎅
Litteraterne