His Dark Materials tv-serien – lever den op til bogen?

Nu er det jo lidt tid siden His Dark Materials’ sidste afsnit udkom, men jeg har siden afsnit tre eller lignende gerne villet skrive en anmeldelse af seriens første sæson. Bogen er en af mine yndlingsbøger. Jeg brugte den i mit speciale og føler derfor, jeg kender den og dets univers(er) ret godt efterhånden.

 

Det gode

Nå, men lad os starte med det gode! Der var rigtig mange gode ting ved BBCs version af første del af His Dark Materials. Specielt kunne jeg godt lide, at der var flere synsvinkler. Her tænker jeg bl.a. på synsvinklen hos gypsyerne, hvor jeg føler, vi får lidt større indblik i deres kultur, samt synsvinklen hos Boreal og Parry familien i den verden, der ligner vores.

 

Med de to sidstnævnte synsvinkler får vi måske nok forklaret nogle ting en hel del tidligere end i bogversionen. Men på den anden side undgår de, at alle de nye informationer kommer for pludseligt for seeren. Uden den detaljegrad som bogformatet giver, kunne det nemt blive for rodet og svært at omstille sig til, når anden del i serien skifter til en verden meget lig vores. Og med en hel ny hovedperson. Og så var det også bare fedt som fan allerede at se Will så tidligt.

 

En anden ting, som serien gjorde virkelig godt, var portrætteringen af Mrs. Coulter. Ruth Wilson har blæst alle bagover med rollen og udnyttet, at serien har givet Mrs. Coulter flere scener – også for sig selv. Der er så mange små detaljer i hendes måde at agere på, som formår at gøre hende skræmmende og ynkværdig på samme tid. Andre karakterer, som jeg synes var ret gode, var heksen Serafina, panserbjørnen Iorek og hans gode ven Lee. Panserbjørnene var også rigtig fine lavet rent teknisk. Til gengæld kunne man ikke undgå at lægge mærke til manglen på dæmons i de fleste scener i langt de fleste afsnit.

 

Det mindre gode

Netop manglen på dæmons er seriens største fejl i mine øjne. Selve forholdet mellem mennesket og dets dæmon er jo i centrum for historien – og da især i første del. Så det giver ingen mening, når de sparer dem væk. Ja, det er dyrt at lave dem. Men det er kernen i historien!

 

Det bedste eksempel, jeg kan komme med, er den eneste scene, jeg synes, filmversionen har lavet en smule bedre. Lyra finder en lille dreng i et skur, en dreng, der har fået sin dæmon skåret væk. Han knuger i bogen en frossen fisk, som var det hans dæmon, mens han trygler Lyra om at fortælle, hvor hans rigtige dæmon er. Det er så stærk en scene i bogen. Jeg får altid kuldegysninger af at læse den. Også når Lyra senere forsvarer drengens ret til at blive begravet med fisken, selvom det bare er en frossen fisk. I serien opdager Pan og Lyra med det samme, at hans dæmon ikke er der, mens seeren tænker, nå ja, men det plejer de jo heller ikke åbenlyst at være. Serien prøver på at skifte drengens sorg ud med sorgen mellem mor og barn, men det er bare ikke det samme – og det misforstår pointen med scenen. I mine øjne i hvert fald.

 

Det føles lidt som om, at serien ikke helt tør gå hele vejen med forholdet mellem menneskene og deres dæmons. Måske mest på grund af penge. Måske også lidt på grund af at konceptet kan virke underligt for dem, der ikke kender universet. I hvert fald føler jeg ikke rigtig, at Lyra og Pan har et særligt stærkt forhold i serien. Og incision scenen, som er en af de scener, der bare skulle have stået helt skarpt, ender også med at være lidt slap. Stadig bedre end i filmen, men det ærgrer mig alligevel. Her kan jeg så igen nævne Mrs. Coulter som en positiv del af serien. Hun og hendes abe dæmon får rimelig meget screen time, og deres dynamik er virkelig godt lavet. Hun er så bare ikke hovedpersonen 😉

 

Alt i alt synes jeg BBCs His Dark Materials første sæson var vellykket. Finalen var god og gjorde mig spændt på at se videre i næste sæson. Så må vi bare håbe, de måske får en lille bitte smule større budget til de skide CGI dæmons :b

 

Hvis du vil læse min anmeldelse af bogen, kan du finde den her: https://litteraterne.dk/2018/07/06/his-dark-materials-af-philip-pullman/

Har du set His Dark Materials? Og hvad syntes du om første sæson?

 

- Mette

 

En tanke om “His Dark Materials tv-serien – lever den op til bogen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *