Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren og forlaget Books on Demand
Forfatter: Majbritt Schøn
Forlag: Books on Demand
År: 2020
Sprog: Dansk
Sidetal: 136
Genre: Gys
Stjerner: ⭐⭐
Dualisterne #1 Vædderen følger 12 mennesker, der på den ene eller anden måde kender hinanden. Omdrejningspunktet for hele historien er et københavnsk teater, hvor teaterdirektøren møder det okkulte, hvilket involverer de 11 andre personer.
Jeg takkede ja til denne bog, fordi præmissen lød interessant. Det her med at basere plottet på de 12 stjernetegn og lade dette skinne igennem. Og så også fordi det trods alt er en gyserfortælling. Så jeg var meget spændt på at læse den.
Den første bog i serien fungerer lidt som en præsentation af både karakterer og plot. Som udgangspunkt er det karakteren Chanell, der er hovedpersonen i denne, men der er løbende skiftende fortæller og synvinkel, så vi kommer rundt om alle karakterer. Jeg synes, at skiftet mellem karaktererne fungerer rigtig godt, fordi vi herigennem får flere synsvinkler og et godt indblik i, hvad der foregår. Og så er sproget både let og flydende.
Når det så er sagt, så ved jeg faktisk ikke helt, hvad der egentlig sker her i første del. Det er, som om vi aldrig rigtig kommer i gang med handlingen, og selvom der egentlig sker lidt, så bliver handlingen på en eller anden måde diffus for mig. Problemet for mig er nok, at det ikke helt tydeliggøres, hvor der sker et skift i tid eller handling, så jeg i stedet efterlades forvirret. Måske er det bare mig – jeg ved det ikke. Det er nok gjort sådan for at opbygge det okkulte og det uhyggelige, hvor man ikke ved, hvad der er virkeligt eller mareridt, men det falder en smule til jorden i mine øjne.
Af den grund ved jeg heller ikke rigtig, hvad jeg ellers skal sige om bogen. Selve ideen med brugen af de 12 stjernetegn virkede som en virkelig interessant idé, men jeg kan umiddelbart ikke helt gennemskue, hvordan stjernetegnet spiller en rolle i denne. Måske fangede jeg bare ikke pointen?
Nu er Dualisterne #1 Vædderen jo også kun første del i en gyserfortælling, så det kan nå at ændre sig. Men det ville have fungeret bedre, hvis denne var længere, så plot og karakterer kunne nå at folde sig mere ud for læseren. Der kan ske mange ting i de kommende bind, der på en eller anden måde får bundet det hele sammen og skabt den gyserfortælling, som jeg tænker er meningen. En gyserfortælling, hvor det okkulte og stjernetegnene spiller en større rolle. Men vi er der ikke helt endnu. Og det er ærgerligt, for jeg syntes, historien lovede godt. Men som det ser ud nu, er jeg ikke sikker på, om min nysgerrighed er vakt nok til at læse videre.
Dualisterne #1 Vædderen lød som et interessant take på gysergenren og som en kreativ idé, der kunne gå hen og blive ret spændende at følge med i. Desværre syntes jeg ikke helt, at den levede op til mine forventninger. Derfor kan jeg kun give første del 2 stjerner. Måske næste del giver et større indblik i handling og karakterer, og derved bliver bedre? Man har lov at håbe.
– Camilla