Forfatter: Suzanne Collins
Forlag: Scholastic Press
År: 2020
Sprog: Engelsk
Sidetal: 517
Genre: Dystopi, Science fiction, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Coriolanus forsøger at holde Snow familiens ry ved lige, men efter krigen har familien mistet det meste af deres rigdom. For overhovedet at få råd til en universitetsuddannelse har Coriolanus brug for en udmærkelse og de penge, der følger med. Da han bliver tildelt rollen som mentor i det tiende Hunger Games, får han pludselig endnu en mulighed for at vise sit værd. Og selvom hans tribute er pigen fra distrikt 12, viser hun sig at være noget helt særligt.

Der er mange delte meninger om den her prequel bog til Hunger Games serien. Allerede før nogen havde læst bogen, da det blev afsløret, at det var Snow, vi skulle følge, kom folk med kritik. Jeg var åben overfor det, da jeg stolede på, at Collins vidste, hvad hun gjorde. Og det synes jeg også, at bogen beviser.

Det her er ikke en Hunger Games bog, der fokuserer på spillet, men på oprindelsen til det. Det er ikke så meget en prequel, der vil udvide universet, selvom der er nye og spændende informationer. Bogen er nærmere et karakterstudie. Plottet kredser om Coriolanus, hans baggrund og valg, der fører til hans gradvise fald til den amoralske skurk, vi kender fra den originale serie. Hvor Hunger Games trilogien følger Katniss med et fokus på hendes påvirkning af spillene og oprøret, følger The Ballad of Songbirds and Snakes nærmere, hvordan efterkrigstiden og spillene påvirker Coriolanus som person. Det betyder også, at selve spillet kun fylder en tredjedel af bogen. Første del er før spillet, hvor Coriolanus starter sit job som mentor, anden del er selve spillet, og tredje del er tiden, der følger efter.

Jeg har set flere, der frygtede at The Ballad of Songbirds and Snakes ville gøre Coriolanus Snow til en sympatisk karakterer med en tragisk baggrund, der bortforklarede alt. Det er langt fra det, som sker. Faktisk formår Collins at skrive ham imponerende troværdigt. Hans situation føles realistisk, og hans handlinger giver mening. Han er utrolig narcissistisk og lider af mangel på empati. Det betyder dog ikke, at han ikke føler noget. Der er flere gange, hvor han siger eller tænker noget, som man som læser er enig i, før han så i næste sætning, smider det hele væk i sin egoisme. Det er frustrerende på den helt rette måde, når der er så mange tidspunkter, hvor han kunne have ændret sig. Så mange andre gode personer omkring ham, der kunne havde været en god indflydelse på ham, men som aldrig skærer igennem, fordi han er så opslugt af sig selv.

De to karakterer, som kunne have ændret ham, er også mine to favoritter. Lucy Gray, pigen fra distrikt 12, og Sejanus Plinth, en medstuderende, der oprindeligt er fra distrikt 2, men nu lever i the Capitol. Lucy Gray fanger ens opmærksomhed fra første sætning. Hun er rebelsk og elsker musik og sang, og det talent bruger de to til at opbygge sympati fra seerne. Jeg elskede brugen af sange i historien, og selv hvis filmudgaven bliver dårlig, så glæder jeg mig til at høre dem som rigtige sange. Sejanus er drengen, som ikke passer ind. Han føler sig mere som distrikt borger end Capitol borger, og hans empati for andre giver ham ofte problemer. Han bruges rigtig fint som kontrast til Coriolanus og betvivler ofte de tanker, som Coriolanus mener er selvfølgelige.

Den karakter, som på den anden side påvirker Coriolanus negativt, er Dr. Gaul. Hendes forfærdelige menneskesyn og forkærlighed for eksperimenter driver spillene frem i deres udvikling. Hun påtager sig, at belære Coriolanus om verden og om menneskets natur, og selvom han frastødes af hende, kan han aldrig helt ryste hendes indflydelse af. Også her formår Collins at holde en balance, hvor Dr. Gaul aldrig bruges som syndebuk for Snows adfærd og udvikling, men blot endnu en brik, der hjælper ham på vej mod faldet. Alle valg er altid Coriolanus’ egne – og han havde rig mulighed for at forandre sig.

En roman som den her vil til evig tid være relevant, men skinner især igennem nu efter endnu et mord af en sort mand begået af politiet, og med de efterfølgende demonstrationer og oprør. The Ballad of Songbirds and Snakes viser, hvordan de privilegerede kan være blinde, hvordan deres egoisme overskygger empatien. Den opstiller to menneskesyn; at vi i bund og grund alle er vilde dyr, der til enhver tid vil føje os selv og udøve vold for at opnå det vi vil, eller at vi inderst inde har medmenneskelighed og empati til at forstå hinanden. Snow vælger at tro på den første. Men da Katniss i spillet 64 år senere nægter at slå Peeta ihjel, tror jeg et gran af tvivl blev sået.

– Mette