Forfatter: Philip Pullman
Forlag: Alfred A. Knopf
År: 2019
Sprog: Engelsk
Sidetal: 633
Genre: Fantasy

Stjerner:  og en halv

Lyra er blevet voksen, eventyret ligger bag hende, og hendes læsning af alethiometeret er kun mulig med studiet af bøgerne ved hendes side. En anspændt atmosfære fylder tavsheden mellem Lyra og Pantalaimon, der ikke længere forstår hinanden. Pan er ikke enig i Lyras tankegang og er bange for, hvor hun er på vej hen som person. En mystisk rosenolie med forbindelse til Dust skaber spændinger flere steder i verden, og inden længe er både Lyra, Malcolm og Pan indblandet i noget, ingen af dem helt forstår.

 ***

Jeg havde meget svært ved at komme igennem den her bog. Den tog mig et halvt år at komme i gang med, fordi jeg frygtede, den ville skuffe mig, ligesom etteren La Belle Sauvage gjorde. Da jeg så endelig kom i gang, var starten spændende nok, men det tog ikke lang tid, før jeg fik svært ved overhovedet at finde lyst til at læse videre.

The Secret Commonwealth er delt op mellem Lyra, Pantalaimon, Malcolm og antagonisterne Olivier Bonneville og Delamare. Derudover ser vi enkelte andre synsvinkler, når det er nødvendig for forståelsen af den større sammenhæng. Jeg har set andre have svært ved Lyra, da hun som voksen er så langt fra den pige, hun var i den originale serie. Hun er trist, passiv, modløs og bliver ført frem af andre, og af tilfældigheder, mere end sit eget drive. Det, synes jeg egentlig, var interessant at udforske. Hvordan man som voksen er vokset fra at være barn, og har mistet noget uskyldigt og eventyrligt, men på den anden side er jeg enig i, at det var rimelig kedeligt. Men for at være helt ærlig, var jeg heller ikke interesseret i de andre synsvinkler. End ikke Pantalaimons kapitler. Der er momenter hos dem alle, hvor der sker noget spændende – når de har et møde med nogen eller lærer noget nyt og hemmeligt. Men da nærmest ingen af dem interagerer med hinanden, føler jeg hele tiden, at der mangler noget. Malcolm som voksen er også uinteressant, mens antagonisterne aldrig når de højder som Mrs. Coulter, eller bare Bonneville fra La Belle Sauvage, gjorde. Jeg forstod heller ikke nødvendigheden af det mest underlige og malplacerede kærlighedsplot eller den ubehagelige nær voldtægtsscene.

Plotmæssigt går det meste af bogen blot med, at alle rejser rundt efter hinanden. Man møder en masse karakterer, men næsten ingen virker vigtige. Alt virker tilfældigt og bekvemmeligt for plottets fremgang. Efter 633 sider føler jeg ikke, historien er kommet meget længere. Der er intet klimaks, og selvom det er den midterste bog, burde der være en eller anden form for sammenhængende historie. Den sidste bog i den her trilogi får utrolig meget at svare på og utallige tråde at samle. Og jeg tvivler på, den formår at gøre det tilfredsstillende, om Pullman så skriver 900 sider næste gang.

Tonen i bogen minder lidt om La Belle Sauvage, hvor det hele er lidt drømmende, ala magisk realisme. Men hvor den første bog gik all in på det, er den her mere tøvende. Det skaber en forvirrende læseoplevelse, som måske er meningen? Temaet om den voksnes rationalitet vs. barnets fantasi kan måske siges at reflekteres i bogens tøvende tone. Men jeg fandt det mere irriterende end fascinerende. De mange mystiske oplevelser, de alle kommer ud for, bliver for meget, for langt fra den verden vi lærte i His Dark Materials, i en sådan grad at verdensopbygningens troværdighed vakler. Igen, det kan godt være, det er meningen, da Lyra tvivler på alt, selv dæmons. Selvom jeg aldrig rigtig forstod hvorfor.

Alt i alt må jeg igen se mig skuffet, trods jeg elsker His Dark Materials så meget. The Secret Commonwealth er langtrukken, trist, forvirrende, uden klimaks og den eneste grund til, at jeg giver en halv stjerne ekstra, er fordi Pullman stadig har fat i mange interessante tematikker – deres bearbejdning er bare slet slet ikke på det niveau, som den originale serie formåede.

– Mette