På røven gennem natten af Søren Poder

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

Forfatter: Søren Poder

Forlag: Brændpunkt

År: 2020

Sider: 176

Sprog: Dansk

Genre: Børnebog, 12-16 år

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Lukas og Viktor er barndomsvenner, men er ved at glide fra hinanden efter 10. klasse. En lørdag aften beslutter de sig for at hænge ud ligesom i gamle dage, men en simpel tjans fra banden Black Brotherhood går galt, og pludselig skylder de en masse penge og jages af både banden og politiet. Lukas kender kun én, der kan hjælpe, og det er hans hemmelighedsfulde oldefar.


På røven gennem natten er en humoristisk børnebog i et højt tempo. Plottet er ligetil: find pengene, undgå politiet og banden og slip levende fra deres uheldige fejl. Det sætter spændingen højt allerede fra begyndelsen af, og samtidig er der også nok mystik omkring oldefaren til, at man får lyst til at læse videre. Jeg synes, klimakset var den mest velskrevede del af bogen, hvor spændingen så sandelig når sit højeste punkt, og alle plottrådenes sammenhæng afsløres.

Karaktererne er skildret troværdigt, trods de få sider som bogen fylder. Mest interessant er oldefaren og hans hemmeligheder. Der er dog nogle situationer, hvor deres reaktioner, på det som sker, er for fattede, og hvor jeg undrede mig over deres valg. Men det er nok af den simple grund, at plottet ellers ville stå for stille for længe.

Bogen er skrevet i et let og hurtigt flydende sprog med en god portion humor blandet ind i de egentlige alvorlige emner, som tages op. Jeg bliver dog lidt i tvivl om aldersgruppen for bogens læsere. Lukas og Viktor skal til at begynde på en ungdomsuddannelse, og emnerne har som sagt alvor og dybde, men skrivestilen føles mere som til et yngre publikum på en 12-14 år.

 

Alt i alt er På røven gennem natten en spændingsfuld, sjov og hurtig læst børnebog, som helt sikkert vil fange især unge drenge i starten af teenageårene.

– Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *