Det her er første gang, jeg anmelder en bog fra to af mine absolut yndlingsforfattere her på bloggen, og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte henne. Særligt også fordi der her er tale om 17. bog i serien, og jeg vil helst ikke spoile noget for nogen, der måske endnu ikke har haft fornøjelsen af at følge med i serien (jeg kan vitterlig kun anbefale dig at give dig i kast med bøgerne – især hvis du er vild med krimi/thriller-genren).

Så jeg vælger at starte anmeldelsen med, hvorfor det lige er, at disse bøger er en helt sikker vinder hos mig. Personligt synes jeg, at bøgerne i serien blander det bedste af det bedste fra krimien og thrilleren, og samtidig tilsætter det lidt mystik og gys indimellem, når det lige passer ind i bogens tematik. Og dette fungerer virkelig bare hver gang.

Dernæst kommer, at Preston & Child har en helt eminent skrivestil, som kommer helt ind under huden på læseren og river én med. Foruden det faktum, at der i deres fortælle- og skrivestil er skåret ind til benet – her er således intet unødvendigt med. Dette medvirker til, at tempoet er hurtigt (uden at det føles forjaget) og med lige præcis den mængde indhold, der holder læseren fastlåst i handlingen.

De to herrer er naturligvis heller ikke blege for at dræbe nogle af deres darlings – så det er nogle gange lidt med at passe på, at man ikke bliver for tæt knyttet til dem. Indtil videre er mine to yndlingskarakterer dog stadig i live (hhv. Pendergast og D’Agosta). Af alle litterære helte er Pendergast nok min yndlings. Og jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor, for han er lidt af en sær og finurlig karakter på så mange punkter. Men han er gennemført og utrolig stærkt portrætteret – i hvert eneste bind.

Måske er hele min fascination med Preston & Childs bøger egentlig blot, at deres forfatterskab inspirerer mig utrolig meget, og at jeg ville ønske, at jeg kunne skrive ligesom dem.