Forfatter: Nanna Foss
Forlag: Gyldendal
År: 2020
Sider: 528
Sprog: Dansk
Genre: Science-fiction, Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Noah ved ikke længere, hvad der er virkelighed og hvad der er drøm. Eller rettere sagt mareridt. Han holder sig vågen, indtil han crasher af udmattelse og tjekker tegnene for drømmenes falskhed igen og igen, men de gamle metoder virker ikke mere. Monstrene kommer alligevel, den ildevarslende drøm om Alban kommer alligevel. Og Noah har stadig ikke regnet ud, hvad den betyder eller hvordan det som sker kan stoppes.

I Kvadrantiderne følger vi Noah både i nutiden, i mareridtenes verden og i enkelte flashbacks til dengang Pi og Noah boede i Australien. Gruppens søgen efter sandheden leder dem netop til Australien, hvor de håber på at finde ud af, hvem den arrede mand, der overfaldt Pi, er. Og hvorfor han hader dem. Men Noah har på ingen måde lyst til at tage tilbage til Australien. Chancen for at de andre gennemskuer ham, afslører hans hemmeligheder, eller at han ikke kan stoppe sig selv fra at prøve på at ændre fortiden, er alt alt for stor.

Plottrådene bliver endnu mere indviklede i Kvadrantiderne. Vi får nogle svar, men endnu flere spørgsmål. Det styrker mysteriet i fortællingen og får det til at føles større og større for hver bog. Så selvom man kan gætte sig til nogle afsløringer, så er de ikke åbenlyse, og der er stadig masser, vi ikke får svar på, som man kan glæde sig til at løse i de næste bind i serien.

Det var spændende at komme tættere på Noah. Han er en karakter, der har haft meget skjult bag en hård facade af kold ligegyldighed. Og selvom jeg har anet det igennem de tidligere bøger, blev jeg alligevel overrasket over helt hvor galt det stod til med ham. Han har den dér hårde badboy attitude med det bløde indre, som nemt kunne gøre ham til en kliche. Heldigvis er Noah skrevet som sin egen. For det første er han ret bevidst om sin egen facade. For det andet er hans grund til at skabe et beskyttende hårdt ydre ikke som hos enhver anden ‘bad boy’.

Det var skønt at opleve Pi og Noahs søskendeforhold fra Noahs synsvinkel. Selv med alt dramaet holder de sammen. Noah og Nasrin havde en super god scene sammen, og jeg ville ønske de havde haft flere. Noah og Emilie var så meget bedre fra Noahs synsvinkel end Emilies, men det kan også sagtens være fordi det her er bind 4, hvor de alle har fået mere fylde på deres personligheder.

Noah og Alban er en kategori for sig. Som læser føler jeg mig næsten ligeså forvirret som Noah i forhold til, hvad der er virkelighed og drøm, sandhed og løgn. Men de har en rigtig god kemi med masser af angst og humor, som giver mig all the feels. Det var sjovt endelig at læse nogle af de mange scener, jeg har hørt så meget om.

Alt i alt er Kvadrantiderne endnu en velskrevet og super spændende bog i Spektrum-serien. Kvaliteten holder, plottrådene vikles mere og mere ind i hinanden, mysteriet udvides, og vi lærer karaktererne bedre at kende, præcis som de selv gør.

– Mette