Nordsjællands ukrudt af Laura Helena Pimentel Da Silva

Nordsjællands ukrudt af Laura Helena Pimentel Da Silva

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren

Forfatter: Laura Helena Pimentel Da Silva
Forlag: Brændtpunkt
År: 2020
Sider: 172
Sprog: Dansk
Genre: Socialrealisme

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

 

“”Hvis ikke vi bliver stoffri, dør vi.””

Nordsjællands ukrudt væves tre skæbner ind i hinanden, da Mads, Olivia og Luna møder hinanden på et afvænningsprogram. De tre unge mennesker repræsenterer hvert deres samfundslag, men finder alligevel en fælles forståelse. Mads drømmer om at blive en del af Bandidos MC og træder derfor ind i farlige kredse. Olivia kommer fra en ordentlig familie, men hendes hang til MDMA og vilde technofester leder hende ind i de forkerte kredse, mens Luna aldrig rigtig har kendt andet og derfor løser sine problemer med euforiserende stoffer.

Hold nu op! Her er tale om en barsk historie, der virkelig åbner ens øjne for det miljø og liv, som er virkelighed for nogle. Ovenstående citat er blot en af mange budskaber i historien, hvor man på flere måder kan se stofferne som en essentiel del af handlingen og ikke mindst en drivkraft for det videre plot. 

Selvom romanen er kort, sker der alligevel en masse på ganske få sider. Vi følger tre karakterer, og hvordan deres liv og skæbne vikles ind i hinanden. Og det var faktisk rigtig rart at få indblik i dem hver især, og hvordan de tænker og reagerer. Ved at lade dem fortælle skiftevis skabes der på en eller anden måde en mere sammenhængende historie, der flyder på den helt rigtige måde. Alle tre karakterer er interessante på hver deres måde, men især Mads fangede min interesse. Særligt fordi han er mere, end hvad han umiddelbart giver udtryk for. 

Nordsjællands ukrudt er meget virkelighedstro og realistisk på en måde, der er både skræmmende og barsk. Det er ikke svært hverken at forestille sig miljøet eller karaktererne og deres tanker. Og det faktum, at bogen er inspireret af forfatterens hjemegn og dermed også virkelige hændelser, gør bare hele historien det hårdere at have læst.

Idet bogen er så kort, betød det også, at handlingen skred hurtigt frem. Her er derfor også tale om et plot med et hastigt tempo, hvor der er skåret helt ind til benet. Og selvom det lidt efterlader læseren med bankende hjerte og en følelse af at have løbet rigtig hurtigt, så synes jeg, at det er, lige som det skal være. 

Laura Helena Pimentel Da Silvas Nordsjællands ukrudt er en hård skildring af tre vidt forskellige unges liv, beslutninger og de konsekvenser, der utvivlsomt følger på både godt og ondt. Jeg har aldrig læst noget af forfatteren før, og selvom Nordsjællands ukrudt er den første bog, jeg har læst, er den bestemt ikke den sidste. Hun skriver både fængslende og flydende, og selvom bogen nogle steder måske godt kunne have brugt lidt ekstra korrektur, så er den stadig velskrevet.

– Camilla