Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Gads Forlag
Forfatter: Elly Griffiths
Forlag: Gads Forlag
År: 2021
Sider: 349
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Krimi
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
Kvinden i blåt er ottende bog i Elly Griffiths’ bogserie om den lidt skæve arkæolog Ruth Galloway, og som altid er det et herligt gensyn med karaktererne. Denne gang inddrages Ruth i Nelsons efterforskning af en ung kvindes død, da hendes gamle veninde fra universitet fortæller om nogle trusselsbreve, hun har modtaget, som uhyggeligt nok lyder til at have forbindelse til kvindens mord. Det bliver hurtigt en kamp mod tiden, for alt tyder på, at morderen har tænkt sig at slå til igen – kan Nelson nå at finde morderen, inden det er for sent?
Altså jeg er vild med Ruth, og jeg synes, at både hun, Nelson og de øvrige karakterer i bogen er virkelig godt selskab – og det er nu på trods af, at handlingen jo er alt andet en hyggelig. Derfor er Kvinden i blåt også et kærligt halløj til den verden og de karakterer, som Griffiths. Der er bare noget helt særligt ved at give sig i kast med en bog, der føles så velkendt og “nem”, som det er tilfældet med bøgerne i denne serie. Tænk engang nogle samtaler, man kunne føre med Ruth!
Jeg synes altid, det er lidt svært at starte anmeldelserne af bøgerne i denne serie. Det skyldes jo nok, at de i sidste ende er meget ens, og der derfor ikke rigtig er noget nyt for mig at sige, når jeg har læst næste bind i serien. Det er i dette tilfælde ikke en dårlig ting, synes jeg, for det vidner jo netop om, at alle bøgerne i serien holder samme høje standard, og at der er en rød tråd både skrivestils- og indholdsmæssigt – og det er da kun positivt, right?
Kvinden i blåt har et virkelig spændende plot, hvor der præsenteres to forskellige plottråde – mordet på den unge kvinde og trusselsbrevene – som der i sidste ende bindes en fin sløjfe på. Plottet er velskrevet og besvarer alle ubesvarede spørgsmål, hvis ikke undervejs, så i hvert fald til sidst i handlingen. Og så synes jeg, at den religiøse dimension denne gang tilfører plottet noget anderledes og virkelig interessant. Det gør derfor heller ikke noget, at det ikke er det arkæologiske aspekt, der fylder denne gang.
Noget af det, der i den grad fungerer for Griffiths og serien om Ruth, er, at plottet er langt mere karakterdrevet i stedet for plot. Det gør nemlig, at det på en eller anden måde virker både mere troværdigt og naturligt. Så det ikke nødvendigvis er plottet i sig selv, der driver handlingen fremad, men i lige så høj grad også karaktererne. Og når man vælger at lade karaktererne fylde så meget som her, er man naturligvis også nødt til at lade dem udvikle sig. Og det gør de så sandelig også. I Kvinden i blåt er det særligt Ruth og Nelson, der endnu en gang udvikler sig. hvor især deres indbyrdes forhold er i forandring – og det er som altid spændende at følge med i.
Har du endnu ikke givet dig i kast med bøgerne om Ruth og Nelson, kan jeg kun på det varmeste anbefale dig at komme i gang.
– Camilla