Romanen Den usynlige krig som er bind et i serien Tavse verdener er i forgrunden, mens en sø med solnedgang udgør baggrunden for billedet

Tavse verdener 1: Den usynlige krig af Boris Hansen

Forfatter: Boris Hansen
Forlag: Carlsen Puls
År: 2021
Sprog: Dansk
Sidetal: 604
Genre: Science fiction, fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐


Olivia er bogholderen på et dysfunktionelt team af fiktionsagenter, der sendes ind i en populær Young Adult roman for at forhindre fremmede agenter i at placere propaganda. Men med deres forskellige personligheder, som nemt clasher, og med hver deres hemmeligheder i rygsækken, bliver missionen hurtigt sat ud af kurs. Efterfølgende bliver holdet viklet ind i en farlig konspiration med ukendte fjender, der måske er dem nærmere end de tror. Nogen har store planer for fiktionsteknologien og har ingen problemer med at ofre Olivia og hendes team for deres succes. 

 

Den usynlige krig er første bind i serien Tavse verdener, og den er noget af en hæsblæsende start! Ideen med en teknologi, der gør det muligt at rejse ind i bøger og ændre på dem til fordel for egne politiske eller kommercielle mål er både original, tankevækkende og fuldt ud fantastisk udført. Det er gennemtænkt og med lige den rette mængde detaljer til, at det virker troværdigt. 

Plottet i Den usynlige krig følger fire forskellige synsvinkler: Olivia, Arthur, Cody og Clarissa. De fleste kapitler gives til Olivia, men det var spændende at følge dem alle fire. På intet tidspunkt kedede jeg mig. Der sker hele tiden noget, hvad end det er for at etablere verdenen/teknologien, føre plottet frem eller give os indsigt i karaktererne. Man kan mærke, der er skåret ind til benet, og historien flyder bare rigtig flot. Der er en del plottråde, som sættes i gang her i første bind af Tavse verdener – og ikke alle får vi svar på endnu. Hvilket lægger op til nogle spændende afsløringer i de næste bind!

Selve ideen med at rejse ind i andre bøger kræver en masse ekstra arbejde i forhold til at skabe troværdige uddrag af de bøger, som Olivia og hendes team sendes ind i. Og her var jeg virkelig imponeret. Alle de bøger, som holdet rejser ind i, føles som helstøbte fortællinger, som uden tvivl kunne have været deres egne romaner. Grafisk er det også lækkert, at bøgerne skiller sig ud fra resten af Den usynlige krig med deres egen opsætning.

Selvom ideen med at rejse ind i bøger er interessant nok i sig selv, så er det faktisk karaktererne, som virkelig driver Den usynlige krig. For det er selvfølgelig spændende at udforske teknologiens muligheder og afdække konspirationer omkring det. Men så snart der også kommer et mere personligt plan med, bliver man som læser også mere involveret. Og så består holdet også bare af en række fantastiske karakterer. Som hver især har deres fortid at kæmpe med, hemmeligheder at holde på og fremtidsdrømme at opnå. Jeg tror ikke engang, jeg kan vælge en favorit, fordi de bare alle er skønne at læse om. Jeg kan dog sige, at jeg elskede Cody og Clarissas venskab og sagtens kunne have haft mere af Dmitri. 

Sprogligt er Den usynlige krig en fornøjelse at læse. Der er en god balance mellem show og tell. Og når læseren skal have teknologien forklaret, gøres det på en måde, så man ikke føler, det er malplaceret information. Man kan også mærke, der er lagt energi i at give hver fortæller (også de fiktive bøgers fortællere) deres egen stemme. 

Jeg glæder mig vildt meget til at læse videre i serien og kan kun anbefale at læse med. Især hvis du er til original science fiction / fantasy med et stærkt karaktergalleri og masser af mysterier, der stadig skal løses!

-Mette