Top 5 bøger

Tag Tuesday: Top 5 Books You Wish You Could Read For The First Time Again!

Så er det igen blevet tid til en Tag Tuesday, og denne gang er det om top 5 bøger, man ville ønske, man kunne læse igen – for første gang. Mette snakkede for et par måneder siden om græsk mytologi, så jeg tænkte, at jeg ville dele de fem bøger, jeg ville ønske, jeg kunne læse for første gang igen, med jer ✨

 

Når det kommer til bøger og top 5 over dem, man gerne vil have den der helt specielle første gangs læseoplevelse med igen, så er der på min liste faktisk en hel del. Men jeg skal forsøge at holde det til fem 😅 Gennem tiden har jeg selvfølgelig læst en masse bøger, der har stor indflydelse på mig som læser, og som er kommet helt ind under huden. 

Første bog på listen er Den første af Justin Cronin.

Jeg har på nuværende tidspunkt allerede læst den to gange, og jeg er stadig lige vild med den hver gang. Da jeg læste den første gang, blev jeg blæst bagover af både handling, karakterer og skrivestil, og på trods af at det er en ret tyk bog, blev den læst hurtigt. Og hele fascinationen af denne bog kunne jeg godt tænke mig at opleve for første gang endnu en gang!

Næste bog på listen er Stephen Kings Dyrekirkegården. 

Som jeg vist efterhånden har nævnt et par gange, så var Dyrekirkegården mit første møde med Stephen Kings forfatterskab og det, der satte min litterære forelskelse til gysergenren og ikke mindst hans bøger i gang. Jeg husker tydeligt, hvor meget jeg levede mig ind i denne bog og slugte den på få dage, fordi jeg simpelthen bare måtte vide, hvad der skete. Og jeg ville da ikke have noget imod at genopleve den første forelskelse til gyserbøger igen 😆

Tredje bog på min top 5 er Six of Crows af Leigh Bardugo.

Simpelthen fordi jeg elsker alt ved den. Den dystre stemning, de skæve karakterer, den mørke humor, plottet – ja vitterligt bare alt. Jeg mener: “What’s not to like?” Jeg gad godt prøve at læse den for første gang igen og se, om min oplevelse vil være helt den samme.

Fjerde bog er Heksenat af Deborah Harkness.

Plottet heri er virkelig velspunden og spændende, og jeg kan huske, at jeg bare var revet med fra første side af og havde svært ved at lægge den fra mig igen. Hold nu op, hvor tog den mig med storm. Og nu hvor serien er kommet ud også, kunne jeg faktisk godt tænke mig oplevelsen af at læse den her for første gang igen.

Sidste bog på min top 5 er The Cabinet of Curiosities af Douglas Preston og Lincoln Child.

Selvom dette ikke er første bog fra mit yndlingsforfatterpar, så var det her den første, jeg stiftede bekendtskab med. Og jeg blev simpelthen bare revet med. Det var en lidt tungere bog og en helt anden genre, end jeg før havde læst, men den var samtidig så spændende, at den ret hurtigt blev en af mine favoritter. Både plot, karakterer og skrivestilen gik rent ind. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *