Bogen Felix Ever After på en baggrund af sort og hvidt sengetæppe ved siden af en tallerken med chokoladekage og jordbær og brombær

Felix Ever After af Kacen Callender

Forfatter: Kacen Callender
Forlag: Balzer + Bray
År: 2020
Sprog: Engelsk
Sidetal: 354
Genre: YA, LGBTQ+, Romance

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐ og en halv

Felix har aldrig været forelsket. Han ville gerne, men har det egentlig også fint nok med sit tætte forhold til sin bedste ven Ezra. Sammen har de skrevet sig op til skolens sommerkurser for at løfte deres snit. Drømmen er Brown University, men der er kun ét legat til én dygtig elev – og Ezra ekskæreste Declan går også efter Brown. En ukendt person hacker Felix’ Instagram og fylder skolens hall med billeder fra hans barndom og hans gamle navn, fra før han vidste, han var transkønnet. Situationen ryster ham og sætter ild til en plan om hævn, men rykker samtidig også ved en lille tvivl i hans indre. For hvad hvis de har ret og hans identitet er en løgn?

 

Felix Ever After er en ret kort bog, som dog alligevel formår at have mange plottråde. Der er Felix’ rejse omkring kønsidentitet og hans rejse omkring kærlighed og venskaber. Der er hans forhold til både moren og faren og hans kamp for at komme ind på drømme universitetet. Og ikke mindst tvivlen omkring, om det overhovedet er, hvad han har lyst til at gøre med sin fremtid. Alle plottrådene balanceres fint, men jeg ville ønske, de havde fået mere tid til at udfolde sig hver især.

Plottet i Felix Ever After gav mig ofte filmiske vibes blandt andet fordi der sker så meget på så kort tid. Dramaet mellem vennerne, trekantsdramaet og hævnplottet, der blev udforsket, var alle interessante og gjorde mig nysgerrig på at læse videre og finde frem til sandheden. Udrede alle misforståelserne og få hemmelighederne lagt på bordet. Det fungerer fint i bogform, men rigtig mange scener føltes bare så dramatiske, at jeg tænker, det ville fungere endnu bedre i en film. Noget andet som understøtter den følelse er karaktererne.

Felix, Ezra og Declan er vores vigtigste karakterer, derefter er der en række personer i vennegruppen, Felix’ far og de personer Felix møder på LGBTQ+ centeret. Vi kommer aldrig rigtig under huden på andre end Felix. Declan har nogle gode, meget spændende momenter, men Ezra kunne godt have brugt flere scener. Det er måske lidt et luksusproblem, at bogen har så mange velskrevne og interessante karakterer, at jeg ønsker, der var mere af dem. Men det er grunden til, jeg ikke kan komme helt op på fem stjerner. 

Sprogligt minder Felix Ever After om de fleste YA-bøger. Der er et hurtigt tempo og et ungt sprog, som flyder let og får siderne til at vende sig af sig selv. Tematisk har Felix Ever After mange af de typiske YA temaer med kærlighed, venskab, fjendskab og hemmeligheder. Men størst af alle er naturligvis temaet om køn. Forståelsen af køn, både udviklingen af ens egen forståelse og andres, inklusiv den diskriminationen af transpersoner, der ofte finder sted – også af andre queer personer!

Som en person, der identificerer sig som nonbinær, var dele af Felix’ historie utrolig nem at relatere til. Jeg har selv været igennem flere labels, og første gang, man leder efter den rigtige kasse, er der virkelig et pres for at vælge den korrekte. Selvom det er noget pjat. Man kan altid lære sig selv bedre at kende – eller endda ændre sig! Og det er helt okay. Ligesom det også er okay helt at fravælge labels. Jeg prøvede for en stund med ‘demigirl’, men ligesom Felix føler i visse dele af bogen, så var der bare noget off ved det. Og på samme måde som Felix, ville jeg heller ikke give op. Jeg havde brug for et ord for det, jeg følte.

 

Og derfor får Felix Ever After alligevel en halv stjerne mere med på vejen. Fordi jeg aldrig har læst en bog med Felix’ kønsidentitet før, fordi det er vigtigt med den slags historier. Og fordi han på mange måder er nem for mig at relatere til, på måder ingen andre karakterer igennem årene har været det. De fleste LGBTQA+ historier har karakterer, der enten finder ud af, hvem de er og springer ud eller karakterer, der allerede ved, hvem de er. At få Felix’ midt-imellem-tvivlsrejse er bare super vigtigt også.

– Mette