Forfatter: Delia Owens
Forlag: Gyldendal
År: 2019
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 372
Genre: Realisme, Skønlitteratur
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐
Hvor flodkrebsene synger handler om pigen Kya, der er bedre kendt som marskpigen – den vilde pige, der holder sig for sig selv. Handlingen begynder i 1950’erne, hvor hun vokser op ude i et af sumpområderne nær North Carolinas kyst sammen med sin mor, far og fire ældre søskende. En efter en forlader de Kya, til hun er alene sammen med sin fordrukne og voldelige far. Til også han forlader hende og overlader hende til sig selv. I en ung alder må Kya lære at klare sig selv og bruger naturen og marskens dyreliv som sin lærebog. Drengen, Tate, åbner op for et nyt kapitel i hendes liv, hvor den sky og asociale Kya langsomt åbner sig en smule. Men da Tate træffer en utilgivelig beslutning, vender Kya tilbage til sit vante liv. En dag bliver en af byens rigmandssønner fundet død uden for byen – og hvem er mere oplagt som morder end den vilde og “fremmede” Kya?
Hvor flodkrebsene synger er ikke normalt en bog, jeg ville have samlet op eller skænket en tanke, men i min bogklub blev vi enige om at læse den, og det er jeg virkelig glad for, at vi gjorde. For sikke en roman jeg ellers ville være gået glip af! Det her bliver derfor nok også en lidt længere anmeldelse, da jeg har virkelig meget at sige om den 😅
Helt grundlæggende blev jeg blæst bagover af bogen, og det er da også derfor, at den faktisk lander helt på 5 stjerner. Men det, der fangede mig, var, hvordan hver enkelt del af romanen passer så godt sammen og komplimenterer hinanden. Hvordan kombinationen af karakterer, plot, sprog, skrivestil og miljøbeskrivelser bare fungerer – til UG! Jeg var mildest talt en lille smule skeptisk, da vi startede med at læse den, men dette blev hurtigt slået til skamme. Og ja ja, jeg er måske lidt “late to the party”, men bedre sent end aldrig, som man siger. Og måske var det egentlig meget godt, at jeg ikke skænkede den en tanke, da den udkom, så jeg derved ikke blev påvirket af alle andres anmeldelse af romanen.
Nå, men til den egentlig anmeldelse!
Plottet er delt sådan op, at vi følger Kya fra barndommen og frem til sin død, hvor læseren undervejs præsenteres for kapitler vedrørende retssagen i forbindelse med rigmandssønnens død, og hvordan hele byen mistænker Kya for at være morderen. De sideløbende fortællinger fungerer rigtig godt og skaber en helt anden forståelse ikke kun for Kya, men også for indbyggerne og deres “fremmedhad” og forudindtagede opfattelser af dem fra marsken. Det er med til at en langt mere afrundet fortælling. Selvom bogen ikke er så lang igen, så sker der alligevel en del på de få sider. Men det føles hverken som for meget eller for forjaget. Der er givet god plads til udfoldelse, som samtidig er gjort på en sådan måde, at der ikke er for meget udenomssnak. Plottet er skåret ind til benet uden at gå på kompromis med historien.
Plottet er spændende og medrivende, og da jeg først var kommet i gang med bogen, var den meget svær at slippe igen.
Noget, der især også fascinerede mig ved Hvor flodkrebsene synger, var miljøbeskrivelserne, og hvor meget Kyas kærlighed til naturen skinner igennem. Miljøet er virkelig godt beskrevet, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan der ser ud. Og det er især også fascinerende, hvordan Kya kan bruge naturen til at lære, nu hvor hun hverken kan skrive eller læse (det lærer hun undervejs).
Delia Owens har en misundelsesværdig måde at bruge sproget på og et tempo, der passer perfekt til handlingen. Selvom der ikke er noget storslået over sproget, så er der alligevel noget magisk over det. Hendes skrivestil er levende og flydende og fortæller på elegant og troværdi vis om Kyas liv på både godt og ondt. Forfatteren formår at få karaktererne til at træde frem fra siderne, som var de lyslevende og nærværende.
Og det leder mig videre til karaktererne. Der er naturligvis en del karakterer at holde styr på undervejs, men de vigtigste er uden tvivl Kya og Tate, som også er dem, der står klarest i deres beskrivelser. Mod alle beboere i byens forventninger så indeholder Kya meget mere end bare at være den vilde marskpige. Hun er smuk, rygende intelligent og følsom, og ens hjerte brister nærmest flere gange undervejs, som man følger hendes opvækst, og hvad hun er blevet udsat for. Og man kan ikke andet end at holde af Tate, der viser den omsorg, som Kya i fortjener og egentlig søger.
Hvor flodkrebsene synger er en velskrevet og gribende bittersød fortælling om at vokse op, ensomhed og grusomhed. Den er både smuk, rørende, spændende og hjerteskærende, hvor naturbeskrivelserne er smukke og stærke, mens Kyas fortælling står i smertefuld og skrøbelig kontrast hertil. Og derfor får romanen 5 stjerner med på vejen af mig.
Har du endnu ikke (ligesom jeg) haft fornøjelsen af Hvor flodkrebsene synger, så vil jeg anbefale den til dig, der søger en spændende roman med masser af dybde og noget på hjerte.
– Camilla