Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Lindbak + Lindbak
Forfatter: Malene Klein
Forlag: Lindbak + Lindbak
År: 2021
Sprog: Dansk
Sidetal: 479
Genre: Krimi, spænding
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐
Ved Babylons floder handler om politiassistenten Maya Winther med speciale i kriminologisk psykologi, der sammen med en række andre danske efterforskere sendes til USA, da en tidligere PET-ansat findes myrdet og iscenesat som det kendte maleri Skriget på en ø ved Maines kyst. De skal nu samarbejde med det lokale politi og FBI. Men det amerikanske politi er ikke meget for at samarbejde, og den ledende FBI-agent, DeLuca , har ikke meget tilovers for kriminalpsykologi og profileringseksperter. Og som om det ikke var nok, kæmper Maya også med spøgelser fra fortiden, der stadig spøger. Inden de får set sig om, findes endnu en myrdet og iscenesat som et andet maleri, og det bliver hurtigt et kapløb med tiden for at finde morderen, inden flere bliver myrdet. Vil det lykkes DeLuca at se bort fra sin modvilje mod profilering? Og kan Maya skubbe spøgelserne i baggrunden og løse sagen, inden det er for sent?
Efter jeg er begyndt at se en del Criminal Minds, virkede det jo mere end oplagt, at jeg også skulle prøve kræfter med Malene Kleins debutroman. Og jeg må sige, at jeg på ingen måde blev skuffet. Snarere tværtimod! For hold nu op for en roman og en historie! Jeg var ærlig talt blæst bagover og for første gang i lang tid fanget allerede fra side 1. Det er altså noget af en bedrift, hvis jeg selv skal sige det 😆
Ved Babylons floder byder på en ualmindeligt spændende pageturner fyldt med sugar and spice and everything nice – underforstået mord, spænding og interessante karakterer. Når først du er fanget af historien, så vender siderne sig helt af sig selv, og før du har set dig om, har du været alle 479 sider igennem og efterlades med en følelse af, at der da egentlig gerne måtte være endnu mere.
Historien starter in medias res, og allerede fra starten af er der en stigende spændingskurve, der topper hen mod slutningen og efterlader læseren helt på kanten. De sidste 100 sider forsvinder i hvert fald mellem fingrene på én, så spændende er det. Læseren og ikke mindst spændingen fastholdes således hele vejen igennem bogen, og undervejs dukker der plottwists op, som leder både Maya og læser i en anden retning end først antaget. Det virkede fuldstændig umuligt at gætte morderens identitet, indtil de sidste sider. Der begyndte det, i hvert fald for mig, at dæmre, hvem morderen var. Og hvor var det egentlig virkelig fint bygget op, for det havde ikke været til at gætte før.
Plottet tager læseren på en rejse mellem fortid og nutid, der sammenkædes på fineste vis. Blikket tilbage i tiden, faktisk hele 100 år tilbage, giver et dybere indblik i historien og morderens motiv, og binder egentlig en fin sløjfe på hele handlingen. Der er ingen tvivl om, at Malene Klein har udført et utrolig grundigt researcharbejde i forbindelse med tilblivelsen af Ved Babylons floder. Og selvom historien er forholdsvis lang, så føles den ikke lang. Hvilket ikke kun skyldes spændingen, men også at plottet er skåret ind til benet, så der ikke forekommer for meget “udenomssnak”,
Ved Babylons floder er spækket med både interessante og viljestærke karakterer, stærkest står dog Maya og DeLuca. To karakterer, der på trods af deres forskelligheder og modvilje mod den anden, alligevel passer utrolig godt sammen og har et samspil uden lige. Hver karakter har dybde, masser af personlighed og træder lyslevende frem fra siderne. Det interessante ved Maya er, at selvom hun er “helten”, så er hun langt fra perfekt, og det kan jeg virkelig godt lide. De her karakterer, der har en eller anden brist, fremstår blot langt mere troværdige og ikke mindst autentiske. Bogen har noget af et persongalleri, men de er alle så nærværende og glimrende skildret, at det er nemt at holde styr på de mange personer.
Sproget er både forfriskende og blomstrende, ligesom det også er lækkert, let og ligetil. Der hersker ingen tvivl om, at Malene Klein har talent og formår at jonglere det skrevne ord på den helt rigtige måde. Romanen er velskrevet og har en underliggende humor, ligesom den også tager fat i nogle ret relevante emner såsom raceadskillelse og sorgen ved at miste nogen, man elsker.
Ved Babylons floder tager læseren med på en både spændende og til tider hårrejsende tur gennem et opklaringsarbejde. Historien tager udgangspunkt i en autentisk beretning om en lille ø kaldet Malaga Island og er baseret på en række uhyggelige og historiske detaljer, der danner en dyster stemning for handlingen. Jeg tager hatten af for Malene Klein og hendes debutroman og kan kun anbefale dig at give den et skud, hvis du er fan af krimier og stærke karakterer.
– Camilla