Bogen Natskygge af Gry Kappel Jensen ligger sammen med de to andre bøger i Rosenholm-trilogien, en grøn plante og et hvidt fåreskin dekorerer.

Rosenholm-trilogien 3: Natskygge af Gry Kappel Jensen

Forfatter: Gry Kappel Jensen
Forlag: Turbine
År: 2021
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Kamille, Kirstine, Victoria og Malou har efter to hektiske år på Rosenholm Kostskole for magi fundet ud af, hvem der tilbage i 1980’erne dræbte den unge kvinde Trine. Men intet er ovre endnu. Pigerne vil afsløre morderen og få ham til at erkende sin forbrydelse, ligesom Trine kræver. Det er dog lettere sagt end gjort, og snart starter et meget nyt og anderledes år på Rosenholm med magtkampe, intriger og hemmeligheder, der truer med at splitte hele det magiske samfund i to lejre. Pigerne må finde ud af, hvordan de kan afsløre og besejre den skyldige, før han får så meget magt, at det er for sent.

 

Plot og opbygning

Natskygge er en spændende afslutning på en virkelig god dansk fantasytrilogi, der mixer magi med mordmysterier. Tredje og sidste bind er lidt anderledes opbygget end de forrige to bind. Mysteriet, pigerne denne gang skal løse, ikke er, hvem der er morderen, men hvordan de kan besejre ham.

Første del er fordelt mellem Kamille, Kirstine og Victoria, mens hele anden del af tildelt Malou. Det fungerer rigtig godt, så læseren ved ligeså lidt som de tre piger om, hvad Malou har gang i og højner spændingen. Dog er det trist, at alle fire piger ikke får så meget tid til at interagere med hinanden, da det især er Malou, der giver liv til gruppen.

Deres vej til sejr mod antagonisten er fint opdelt mellem pigerne, selvom nogle har mere actionprægede roller end andre. Slutningen føltes dog for mig en smule forhastet, og det ville have været rart med lidt mere dvælen, inden der hoppes til epilogen. Men siderne vender sig selv, ingen tvivl om det!

Karakterer

Som nævnt i mine andre anmeldelser er Malou og Kamille bare lige en tand mere interessante end de to andre piger. Victoria får lidt kapitler med karakterudvikling i forhold til sin familie, hvilket er spændende, men det forbliver på et ret tyndt plan. Kirstine virker meget alene hele bogen igennem, hvor hun kæmper med sine problemer på egen hånd, både på det personlige og plotmæssige plan. Det ville have været rart med lidt flere scener mellem hende og de andre eller bare med Jakob.

Malou stikker endnu mere ud i den her bog end de to forrige, netop fordi hun er væk fra de tre det meste af tiden. Hun har også masser af karakterer, som hun interagerer med, og hun føles derfor mere levende og hel end de andre. Kamille får en mere tilbagesiddende rolle i den her bog, hvilket, jeg syntes, var lidt trist. Hvor både Malou, Kirstine og Victoria får brugt deres magiske kræfter på forskellig vis i kampen, så står Kamille mere passivt tilbage.

I Natskygge får vi også to nye lærere på Rosenholm, som faktisk begge formår at blive opbygget til hele og interessante karakterer, selvom de kun er med i dette tredje bind. Både Jakob og Benjamin har en mere tilbagetrædende rolle, mens Malous kæreste får flere sider at udfolde sig på. Deres forhold er ubehageligt at læse om, men det er jeg sikker på, var meningen.

Sprog og tema

Sprogligt er Natskygge ligeså letlæselig og med et godt flow, som de tidligere bind i serien. Kapitlerne er for det meste ret korte, og man bliver nemt fanget af historien, før man får set sig om. 

Tematisk kredser Natskygge faktisk en hel del om kvinders rettigheder, seksuelle krænkelser og retten til at sige nej. Det lyder måske lidt som om, det kommer ud af den blå luft, men det giver faktisk god mening og der trækkes en fin rød tråd tilbage til mordene, før det hele ender i et brag af en forløsning.

Hvis du har læst de to første bøger i Rosenholm-trilogien, så snyd dig ikke for afslutningen! Det er ikke en perfekt slutning, men den samler alle løse ender og afvikler karakterens rejser.

– Mette

Spoilersektion

Nu kommer der lige en spoilersektion, da der var et par ting, jeg ikke syntes, blev forklaret godt nok…

// SPOILER ADVARSEL //

.
.
.

Okay, du er blevet advaret! 

Den profeti, som leder dem på sporet af, hvordan Jens kan besejres… hvordan ved Jens, at den omhandler ham? Hvorfor er han bange for den? Er der flere profetier i den her verden? Er de altid korrekte? Er alt skæbnebestemt? Kan man ikke lave sin egen skæbne? Samme med Dagny, der troede hun var udvalgt og senere fandt ud af, profetien handlede om både hende og Kirstine.

Og Malou havde ingen andre udveje end at dø? Jeg kan godt lide, at hendes venskab med Kamille er værd at dø for, trods hun ikke er romantisk forelsket i hende. Det er jo en trope, der ofte gives til love interests. Men hun vælger at gå i døden på to linjer eller sådan noget, og hun vidste aldrig, at det var forudbestemt (baseret på Victorias farmors lille tarotkort profeti). Så ville hun have gjort noget anderledes, hvis hun vidste det, eller er det umuligt at ændre?

Profetier i det hele taget er gode til at give læseren en masse spænding, og det virker! Men her er det bare aldrig forklaret eller set på som noget stort og omvæltende af karaktererne. Hvilket det vel er? Det bringer hele spørgsmålet om fri vilje op, men ingen i historien så meget som skænker det en tanke. De ser det mere som en ledetråd, de kan bruge.

Det er nok den største grund til, jeg ikke kan give Natskygge 5 stjerner. Der er bare nogle huller, som er for store her.

På et helt andet personligt plan, men mindre vejende i anmeldelsen, synes jeg, Kamilles følelser for Molly og omvendt, kom ud af den blå luft. De har mere en søstervibe for mig, så det var virkelig weird. Men yay for causal LGBTQ+ repræsentation! Mere af det 😀