Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Gads Forlag
Forfatter: Elly Griffiths
Forlag: Gads
År: 2021
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 418
Genre: Krimi, Spænding
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
I Døden mellem linjerne følger vi Clare Cassidy, der underviser i litteratur på Talgarth High, og her tilbyder hun også undervisning i kreativ skrivning. Men hendes liv vendes på hovedet, da hendes nære veninde og kollega findes myrdet. Og politiet, med kriminaloverbetjent Harbinder Kaur i spidsten, mistænker hurtigt Clare for mordet. Indtil Clare opdager, at en fremmed har skrevet en mystisk besked i hendes dagbog. Mon det hænger sammen med mordet på veninden? Og er Clare den næste i rækken?
Da jeg så, at det var Elly Griffiths, der havde skrevet denne, sagde jeg ja til at læse og anmelde den med det samme. Jeg er ret glad for hendes serie om Ruth Galloway og tænkte derfor også, at jeg blev nødt til at læse Døden mellem linjerne.
Noget af det, Griffiths virkelig mestrer, er måden at skrive på og skabe en fortælling. Og det gjorde sig også gældende her. Hendes skrivestil skinner tydeligt igennem på hver enkelt side, og er man i forvejen fan af hendes forfatterskab, så er man ikke i tvivl om, at dette er en Griffiths roman. Ligesom hendes øvrige bøger er også Døden mellem linjerne velskrevet og i et levende, klassisk Griffiths-sprog, der beviser, at hun altså kan et eller andet helt særligt med ord.
I Døden mellem linjerne hersker en noget mere dyster og mørk stemning, hvor der samtidig lurer en eller anden form for overnatur mellem linjerne (he he). Nogle steder er man lidt i tvivl om, hvorvidt der er noget overnaturligt på spil, eller om det hele er ægte nok. Og den her tvivl og balancering mellem det virkelige og det overnaturlige kan jeg meget godt lide. Jeg synes i hvert fald, at det fungerer rigtig fint i romanen. Især også nu hvor hovedpersonen, Clare, er ret fascineret af de gotiske gysere. Foruden dette byder denne roman også på en stigende spændingskurve, der efterlader læseren på kanten af sædet efter, hvad der så sker.
Klassisk for mange krimier er, at de enten er plot- eller karakterbaserede, og der er efterhånden flere, der også formår at kombinere efterforskning med dybere udfoldelse af karakterer, så det hele går op i en højere enhed. Alt efter bogen, og ikke mindst mit humør, synes jeg, de tre typer kan være deres, selvom jeg dog nok mest er til dem, der kombinerer både efterforskning (plot) og karakterer. Og det forsøger Døden mellem linjerne at gøre, ligesom Griffiths har gjort det i serien om Ruth Galloway. Men jeg følte på en eller anden måde, at det faldt lidt til jorden her.
Jeg synes desværre, at Døden mellem linjerne havde nogle lidt mere meh-agtige karakterer. Jeg er ikke i tvivl om, at Kaur med tiden godt kunne udvikle sig til en rigtig stærk karakter, da hun forekom mig ret interessant. Der blev kun lige kradset lidt i overfladen, og jeg manglede lidt mere for rigtig at komme under huden på hende og en få en fornemmelse for hende som karakter. Til tider virkede hun måske også en smule karikeret i måden, hun blev fremstillet på. De øvrige karakterer sagde mig som sådan ikke rigtig noget, og jeg nåede derfor heller ikke rigtig at få nogen føling med dem. Men jeg tænker som sådan også, at det nok skal gå, idet jeg forestiller mig, at de ikke kommer til at optræde i de næste bøger i serien.
Jeg synes dog også, at der gerne måtte have været bare lidt mere opklaring med i bogen. Da de finder ud af, hvem den egentlige morder er, virker det hele meget pludseligt og “hov”-agtigt, fordi man lidt sidder tilbage med en følelse af, at det kom ud af den blå luft. Der var ikke rigtig noget, der ledte op til, at denne person var morderen, og hele den opklarende del virkede måske en smule glemt. Det virkede derfor lidt nemt og ikke så troværdigt på en eller anden måde. Det kan selvfølgelig godt bare være mig.
Til trods for en lidt blandet bedømmelse af Døden mellem linjerne så synes jeg alligevel, at Griffiths har fået skrevet en rigtig fin krimi, som helt sikkert kunne gå hen og blive en ny succesfuld bogserie fra hendes hånd.
– Camilla