Forfatter: Marianne Cronin
Forlag: Alpha
År: 2021
Originalsprog: Engelsk
Sprog: Dansk
Genre: Roman, realisme

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Livet er kort. Det ved 17-årige Lenni kun alt for godt. Hun er indlagt på en afdeling for terminalt syge og får hverdagen til at gå med at sove, dagdrømme og besøge hospitalets præst og plage ham med spørgsmål. På et kunstterapikursus arrangeret af hospitalet bliver Lenni venner med den 83-årige Margot. Sammen går Lenni og Margot i gang med et kunstprojekt, hvor de hver især tegner eller maler et minde fra hvert år i deres liv. Et projekt, der ender med at fortælle historien om deres tilsammen et hundrede år.

Lenni og Margots et hundrede år var en bog, jeg var spændt på at læse efter at have hørt en masse positivt om den. Jeg synes selve ideen bag lød interessant, men jeg må indrømme, at romanen ikke helt levede op til mine forventninger. Der er ikke som sådan et plot i bogen. Man følger Lenni i hendes sidste tid på hospitalet, hendes besøg hos præsten Arthur og hendes stunder med Margot. Man ved, hvor historien ender, så det, der trækker, er fortællingerne om Lenni og Margots levede liv. Problemet er bare, at Lenni nærmest virker til slet ikke at have haft et.

Selvfølgelig er der forskel på et liv på 17 år og et på 83. Men Lenni fremstår ikke som en helstøbt person for mig. Selv hvis hun har haft en fraværende mor og hvis hendes venner er gledet fra hende eller aldrig var særligt tætte, så må hun stadig have bare enkelte gode eller ulykkelige eller dramatiske minder fra sin barndom. Lennis karakter kommer mest til udtryk gennem hendes relationer til præsten og det øvrige personale på hospitalet. Det er både sørgeligt og humoristisk, men når aldrig rigtig ned på et dybere plan, hvor man rigtig får lov at føle Lenni.

Derimod er Margot en langt mere interessant karakter, som vi får meget mere indblik i. Hendes liv er fyldt med både gode og dårlige tider, med dyb sorg og stor kærlighed, og det er klart hendes små fortællinger, der trækker læseren videre i bogen. Jeg forstod dog aldrig, hvad problemet var med Meena, og jeg føler, jeg må have overset en eller anden forklaring i forhold til hendes måde at agere på – især med Margot, men også bare generelt.

Lenni og Margots et hundrede år er skrevet i et let og ligetil sprog, inddelt i korte kapitler, som er nemme at strømme igennem. Som nævnt så står Margots fortid klart frem, mens Lennis er noget diffus. Livet på hospitalet kunne også godt bruge flere detaljer, men det kunne være bevidst fra forfatterens side af ikke at nævne mere præcist, hvad Lenni, eller Margot, egentlig fejler. Måske for at holde fokus på minderne om livet og ikke vejen mod døden.

Tematisk kredser Lenni og Margots et hundrede år naturligvis om livet og døden. Om kærlighed og familie, venskaber, misforståelser og missede chancer.

Det er ikke en bog, der formår at sige noget nyt, eller den bedste bog til at belyse de her temaer, men det er en sød lille fortælling om livet, som nok vil fremkalde smil og enkelte tårer hos læseren.

– Mette