Jalousimanden af Jo Nesbø anmeldelse

Jalousimanden af Jo Nesbø

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Modtryk


Forfatter: Jo Nesbø
Forlag: Modtryk
År: 2021
Sprog: Dansk
Originalsprog: Norsk
Sidetal: 267
Genre: Realisme, Skønlitteratur


Stjerner: ⭐⭐⭐ og 1/2

Jalousimanden består af syv noveller, der alle på hver sin måde omhandler jalousi og hævn. Om angsten for at miste, om at tage skæbnen i egen hånd, om hvor langt ud disse følelser kan drive mennesket, og hvad de kan gøre os i stand til.

Denne samling noveller er mit første møde med Jo Nesbø, og jeg var måske nok lidt skeptisk i starten. Men denne skepsis blev hurtigt gjort til skamme. For er der noget, jeg opdagede om forfatteren, så er det, at han er eminent til at portrættere mennesket og samfundet, som det nu en gang er – på både godt og ondt.

 

Novellesamlingen indeholder syv meget interessante noveller med spændende karakterer og plot, der helt grundlæggende kredser om den ret så farlige cocktail – begær, jalousi og utroskab. Og selvom der egentlig er tale om nogle måske lidt banale emner, så fremstilles emnerne på en både sofistikeret og nærværende måde. Hver enkelt historie står knivskarpt både i forhold til sprog og indhold, hvor der er skåret helt ind til benet for at levere så virkningsfuld en historie som muligt. Dertil kommer også, at på trods af at emnerne trods alt er lidt tunge og historierne små skæbnefortællinger, så leveres de med en god blanding humor, alvor og uhygge, hvor læseren kommer helt under huden på de involverede karakterer, og hvad der gør, at de drives helt derud, hvor der ingen vej tilbage er.

Jalousimanden byder på masser af plottwists, og hvor man troede, man lige havde regnet den ud, så vender Nesbø lige 180 grader, og man efterlades igen uden at vide, hvad der er op og ned. Mange af novellerne havde derfor naturligt nok også nogle ret overraskende slutninger, som blev leveret sådan, at man trods alt ikke sad og var helt forvirret. 

Sprogbrugen i Jalousimanden er både let og ligetil på den der helt særlige flydende måde, der bare river dig med. Der hersker ingen tvivl om, at forfatteren ved, hvad han laver. Men hvorfor ender jeg så på 3,5 stjerner? Til trods for at jeg faktisk var ret imponeret over letheden i novellerne og umiddelbart også lyder positivt stemt over for samlingen, så var jeg ikke blæst helt 100% bagover. Jo, Jalousimanden kan noget, men i mine øjne manglede der bare lige det der ekstra, som ville tage samlingen til et højere niveau.

 

På trods heraf synes jeg dog alligevel, at du skal gøre dig selv en tjeneste og give Jalousimanden et skud. Om ikke andet så for at blive overrasket over, hvad vi mennesker er i stand til at gøre, når først vores jalousi er blevet vækket.

– Camilla

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *