Familiehemmeligheder af Julie Houston

Familiehemmeligheder af Julie Houston

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Palatium Books

Forfatter: Julie Houston
Forlag: Palatium Books
År: 2022
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 369
Genre: Romantik

Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv

Familiehemmeligheder følger vi de fire søstre, Ariadne, Pandora, Juno og Lexia fra Junos og Lexias synsvinkel. Juno lever et rutinepræget liv med sin mand og to store børn, mens hun arbejder som familielæge. Men da lægepraksissen skal udvides, må Juno rykke kontor, og selvom hun ikke er glad for det, bliver det hele lidt bedre, da den nye lægevikar, Scott, starter. Lexia lever stjernelivet som popsangerinde med sin mand og deres lille søn, og da hendes mand skriver under på en kontrakt med et fodboldhold, må de rykke tilbage til Yorkshire og hendes søstre. Ingen af søstrene har haft kontakt med Lexia, siden hun blev berømt, og de modtager hendes tilbagekomst meget forskelligt. 

Det viser sig hurtigt, at der i søskendeflokken gemmer sig dybe hemmeligheder, som helst ikke skal se lyset. Alt sammen samtidig med at de forsøger at opsætte musicalen Jesus Christ Superstar med andre sangglade beboere.

Der sker forholdsvist meget på de blot 369 sider, hvor man både skal forholde sig til utilfredsheder på jobbet, forelskelse, skilsmisse, uenigheder, hemmeligheder, en psykisk syg mor, en far, der ikke er til stede, misbrug, afpresning og meget mere. Det kan godt blive lidt af en mundfuld at følge med, og der er da også flere af plottrådene, som måske ikke fylder helt så meget eller udforskes helt i dybden. Nogle virker endda en smule belejlige på en måde. For mig at se kunne nogle af trådene/emnerne fint være udforsket mere, mens andre til gengæld kunne være droppet. Uden at det ville ødelægge noget af historien. For i sidste ende er Familiehemmeligheder en fortælling om familie og det dybe bånd mellem søskende, og det træder tydeligt igennem. For der er ingen tvivl om, at de fire søstre elsker hinanden til trods for de hemmeligheder, der har holdt dem fra hinanden. Derfor handler romanen lige så meget om familie, som den handler om at finde sig selv og stå fast ved den, man er. Og det viser de fire stærke søskende på en rigtig fin måde.

Dertil kommer, at de fire søstre er ganske levende skildret med hver deres personligheder, som skinner rigtig tydeligt igennem. Og jeg synes også, at bogen indeholder et godt persongalleri – lige fra de lidt mere skæve til alvorlige personligheder, hvilket alt sammen giver masser af personlighed til bogen og mere kontrast på en måde.

Familiehemmeligheder er velskrevet i et let sprog, og der er også nogle herlige kommentarer indimellem, særligt leveret af Juno, der er dejligt troværdig og “virkelig” på en helt særlig måde.

Som jeg nævnte tidligere, handler romanen også om familiehemmeligheder, og i forhold til de hemmeligheder, som har holdt de fire søskende adskilt, så synes jeg dog, at det virker mærkeligt, at kun to af dem kender til dem, og at de ikke er blevet delt med de sidste to. Det virker bare forkert, og ligesom de to uvidende søstre, kan jeg ikke helt se, hvorfor de ikke kunne have fået det at vide, uden at det ville skabe problemer. De er jo trods alt søstre. Det virker for mig som en slags unødvendig “drama”.

Ovenstående samt den brede handling i romanen gør, at jeg lander på 3,5 stjerner. For bogen er ikke dårlig, bestemt ikke. Den vil bare rigtig meget på en gang. Men måske det bare er mig 😅  Familiehemmeligheder er uden tvivl en varm, hyggelig og romantisk fortælling, der på trods af nogle lidt mere alvorlige emner ikke bliver for seriøs eller tung.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *