Det tog mig lidt tid sådan rigtig at komme i gang med Beyond a darkened shore. Jeg tror ærligt, det var en blanding af, at jeg måske ikke længere er den helt store fantasy-læser som førhen, og så det at den ikke helt fangede mig, før vi nåede længere ind i handlingen, ja faktisk et godt stykke ind i handlingen. Sidstnævnte kan jo selvfølgelig også være som følge af den mindre fantasy-gejst. Jeg vil dog så også sige, at da handlingen så endelig fangede min interesse, så var jeg helt opslugt og fanget i plottets net, til jeg havde læst sidste side. For Beyond a darkened shore var spændende, og kombinationen af både nordisk og keltisk mytologi fungerede bare virkelig godt, selvom det måske lyder som en ret så mærkelig blanding. Mytologierne gav noget interessant til handlingen, og så synes jeg jo, at mytologi er ret så fascinerende, så det hjalp nok også på det.

Karaktererne var egentlig fine nok. Barbaren Leif, der er blødere end antaget. Krigerprinsessen Ciara, der ønsker det bedste for sit folk. De har begge en passende mængde personlighed til, at de bliver nogle karakterer, man bekymrer sig om og ønsker det bedste for. Dette gør selvfølgelig også, at deres kamp er interessant at følge. Mellem de to er der det klassiske had til kærlighed-forhold, som også er ganske fint, om end lidt klichefyldt, men det er, hvad det er. Overgangen fra had til kærlighed kommer også som følge af Ciaras udvikling hele bogen igennem, og det er spændende at følge, hvordan hun ikke kun udvikler sig selv og sine kræfter, men også hvordan hun langsomt indser, at det ikke bare lige er sådan at skelne mellem ondt og godt altid, og at man ikke kan skære alle over en kam.