One of us is lying af Karen M. McManus

One of us is lying af Karen M. McManus

Forfatter: Karen M. McManus
Forlag: Penguin Books
År: 2017
Sider: 358
Sprog: Engelsk
Genre: YA, murder mysteri, teenagedrama

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

One of us is lying følger vi de fire teenagere Bronwyn, Addy, Cooper og Nate, der pludselig ender til eftersidning sammen med Simon. Simon er manden bag About That, som afslører de andre elevers mørkeste hemmeligheder om alt lige fra utroskab til eksamenssnyd. Til eftersidning får Simon dog et voldsomt allergisk anfald, og de fire hovedpersoner gør, hvad de kan for at hjælpe ham. Men inden dagen er omme, er Simon erklæret død og de fire andre mistænkte i sagen. 

For det dukker hurtigt op til overfladen, at alle fire havde noget, de gerne ville skjule, som Simon havde tænkt sig at afsløre. Spørgsmålet er bare, hvem af dem ville gå så langt for at beskytte sin hemmelighed?

Det bliver ret hurtigt en fortælling, hvor man som læser hele tiden er i tvivl om det, man læser. Er det sandhed? Løgn? Manipulation? Og jeg er vild med, når man ikke helt ved, hvor man har fortælleren henne, fordi det underbygger spændingen og gør bogens klimaks endnu bedre.

Jeg har længe gerne ville læse One of us is lying, særligt også fordi den simpelthen har været så hypet, at jeg blev helt nysgerrig. Nu synes jeg dog også, at bagsideteksten i sig selv er nok til at fange min interesse. Murder mystery kombineret med High School teenagedrama? What’s not to like? 😆

Og jeg må sige, at jeg bestemt ikke blev skuffet! Jeg var underholdt fra starten af, og da jeg havde knap 100 sider tilbage, gik det endda ud over min nattesøvn, fordi jeg simpelthen bare lige måtte have det sidste med.

Først og fremmest synes jeg, at det fungerer virkelig godt med den måde, bogen er bygget op på. Vi følger de fire karakterer skiftevis, og der er også dato og tidspunkt på hver deres del, så det bliver mere flydende på en måde. Man ved præcis, hvad der sker hvornår, og det kobler det hele sammen. Man kan have sine tvivl, når man følger så mange forskellige karakterer med hver deres personlighed, men det underbyggede faktisk bare nysgerrigheden endnu mere og gav en lysten til at læse videre. For hvem er den skyldige? Og er de alle så uskyldige, som de virker?

De fire karakterer har unikke personligheder, som er virkelig fint skildret, og man kommer som læser til at holde af dem undervejs, som de afdækker mysteriet og udvikler sig. Jeg kunne dog ikke lade være med at forestille mig The Breakfast Club, mens jeg læste. Simpelthen fordi det er de samme stereotyper og en eftersidning – bare som krimi her i One of us is lying. 

Og selvom man kunne være nervøs for, at karaktererne er og forbliver stereotyper uden deres unikke stemme, så er det bestemt ikke tilfældet her. De rummer flere forskellige nuancer og har deres egne kampe i livet, som så fint skildres. McManus er dygtig til at skrive om personerne, så de føles som deres helt egne. Bogen formår også at komme omkring ret mange emner, uden at det bliver for tungt. Undervejs præsenteres vi nemlig både for homoseksualitet, pres hjemmefra, vold og manipulation i forhold m.m., som alt sammen giver historien en ekstra dimension. Det bliver ikke bare en historie, man glemmer med det samme – den får lov til at komme under huden med sine tematikker omkring de ting, som unge gennemgår.

One of us is lying er både en karakter- og plotdreven bog, hvilket er en virkelig god kombination. Den er spændende, på sin vis også skræmmende og en virkelig god læseoplevelse. Den er skrevet i et let sprog og med en handling så medrivende, at her altså er tale om en vaskeægte pageturner.

Som det kan ses på billedet, kastede jeg mig direkte over Netflix-serien, da jeg havde læst bogen færdig. Ligesom bogen slugte jeg tv-serien, og jeg er spændt på at læse både næste bog og se næste sæson.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *