Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Gads Forlag
Forfatter: Elly Griffiths
Forlag: Gads Forlag
År: 2023
Sider: 338
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Krimi, spænding
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
Lygtemændene er 12. bind i serien om arkæologen Ruth Galloway og kriminalkommissær Nelson. Siden vi forlod karaktererne, er Ruth flyttet til Cambridge, hvor hun har et nyt job, nyt hjem og en ny partner og ikke længere er politiets knogleekspert. Men det ændrer sig, da en dømt kvindemorder insisterer på, at han kun vil fortælle gravstedet for de kvinder, der aldrig blev fundet, hvis det er Ruth, der står for udgravningen. Selvom det kan få betydning for hendes nye tilværelse og rive op i gamle, endnu ikke helede sår, indvilliger Ruth, og snart opdager hun og Nelson, at der er noget galt – for hvem har slået den unge kvinde ihjel, nu hvor ham, de troede, det var, sidder i fængsel?
Aaaah, det er altid som at vende hjem at læse om Ruth, Nelson og alle de andre gamle kendige, som Elly Griffiths så fint præsenterer og folder ud for os i hendes krimiserie, og Lygtemændene er ingen undtagelse. Det er en ægte hyggekrimi, hvilket jo lyder helt skørt, når der trods alt er fare på færde og mord, men det er ikke desto mindre sandt. Det er vitterlig en roman, man hygger sig med at læse, og som hurtigt er læst, selvom man gerne ville være opslugt af Ruths liv bare lidt længere.
Men med 12 bind i serien er jeg også nået til et punkt, hvor jeg efterhånden har svært ved at finde på, hvad jeg skal skrive hver gang, jeg skal anmelde den næste. For jeg føler jo, at jeg har skitseret, hvad det er, forfatteren kan, og hvorfor jeg synes så godt om bøgerne.
Det imponerende for mig, er det faktum, at forfatteren formår at fange og fastholde læserens interesse i hver bog. At det ikke bliver kedeligt eller uinteressant at følge med i karakterernes liv, men at man faktisk fortsat lever sig ind i historien og føler, man selv er til stede. Denne evne bevidner jo, at Elly Griffiths i den grad kan noget med ord, plot og karakterer.
Der er ingen tvivl om, at Lygtemændene er spændende eller karakterdreven, eller at alle karaktererne heri udvikler sig gradvist og kommer under huden på læseren. Man kan ikke andet end knuselske dem og ønske det bedste for dem. Og i den her udvikler forholdet mellem Ruth og Nelson sig til blot at blive endnu mere kompliceret, og man ved på en måde godt, at det ville ske – for hvordan kan det ikke?! 😆
Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, men jeg kunne nu godt tænke mig at se de to blive et par. Simpelthen fordi de, trods deres forskelligheder og skråsikkerhed på, at de ville være et dårligt match, virker til at være bestemt for hinanden, sådan som de altid drages mod hinanden. Og på den anden side ønsker jeg det ikke. For hvad så med Nelsons kone og Ruths nye partner? Jeg synes nemlig især, at Ruths nye partner virker som et godt match for hende, og det vil jeg helst heller ikke se blive ødelagt.
Hvorom alting er, så er jeg en glad læser, og jeg er glad for endnu en gang at kunne træde ind i og blive en del af universet i Norfolk. Jeg hygger mig hver gang, jeg læser om Ruth – og det er jeg sikker på, at andre også vil gøre, så Lygtemændene kan klart anbefales, hvis du spørger mig.
– Camilla