Forfatter: Sayaka Murata
Forlag: Griff
År: 2021
Sprog: Dansk
Originalsprog: Japansk
Sideantal: 240
Genre: Realisme, samfunds satire, samtidslitteratur

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Natsuki har altid følt sig anderledes og udenfor, selv i hendes egen familie. Hun ved, at samfundet omkring hende har bestemte normer og prøver sit bedste for at arbejde hårdt i skolen og passe ind i “fabrikken”, selvom hun aldrig rigtig lykkes med det. Den eneste, der forstår hende, er hendes fætter Yuu, som hun kun ser én gang om året til Obon. Han mistænker, at han er et rumvæsen fra planeten Pohapipinpobopia, ligesom Natsukis pindsvinebamse, der har givet hende magiske kræfter. De ønsker begge at overleve barndommen, så de kan flygte til Pohapipinpobopia, men efter en skandale i familien, bliver de to revet fra hinanden og mødes først igen årtier senere.

Jeg havde egentlig ikke planlagt at læse Jordboerne, men jeg manglede en lydbog at lytte til på vej til og fra arbejde, og så Jordboerne anbefalet i en story på Instagram. Forsiden virkede bekendt, og jeg kunne huske, jeg havde hørt om den for længe siden. Hvad jeg havde hørt, kunne jeg ikke huske, men jeg blev blæst bagover af en vild fortælling. Hvis du på nogen måde er sart, så er den her bog ikke for dig. Jeg vil ikke spoile, men den går over mange grænser i sin stræben efter at skabe en ekstrem fremmedhed.

Det er svært at anmelde Jordboerne uden at spoile, men for mig var det en fantastisk bog. Den måde Natsuki ser verden på, kan jeg sagtens relatere til, omend Natsuki, Yuu og Tomoomi går over stregen til slut. For de tre er verden omkring dem nemlig en fabrik, hvor alle mennesker indgår som komponenter. Man vokser op og lærer, hvor ens plads i samfundet er, og hvad man bør stræbe efter, og gør man ikke det korrekte, bliver man udstødt eller tvunget til at makke ret.

Bogen kommer ind på både fysisk og psykisk mishandling, kropsautonomi, misogyni og tabuer. Natsuki og Yuu føler ikke, at deres kroppe eller liv er deres. De tilhører de voksne, og når de bliver voksne, tilhører de samfundet. Som barn var drømmen at flygte til planeten Pohapipinpobopia, og som voksen formår Natsuki i en periode at lade som om, hun er en brik i fabrikken ved at indgå i et proformaægteskab med den lige så samfunds-skeptiske Tomoomi. Men det stille liv i skjul blandt jordboerne kan ikke vare evigt. Natsuki, Yuu og Tomoomi vælger til slut at flygte fra samfundet og leve som rumvæsner, der tænker og handler uden påvirkning af normer og regler. Men heller ikke det bliver en dans på roser.

Karaktererne er veludførte og levende skildret selv med kun få beskrivelser, og man kan ikke undgå at holde af både Natsuki, Yuu og Tomoomi. Samtidig er det let at afsky flere af de voksne omkring dem, men hvis de blot er ofre for “fabrikken”, kan man så overhovedet beskylde dem?

Jordboerne er skrevet i en meget ligetil og simpel stil, som kun er med til at højne fremmedgørelsen overfor læseren. Uanset hvad der sker og hvor forfærdeligt det er, så holder Natsuki sig til nøgterne beskrivelser og, hvad hun selv mener, er rationelle forklaringer.

Det eneste jeg ikke kunne lide ved bogen var den abrupte slutning. Det hele gik pludselig meget stærkt og føltes lidt som om, forfatteren ikke var sikker på, hvordan hun på nogen måde kunne ende historien ordentligt.

Alt i alt er Jordboerne dog en utrolig speciel og gennemført vild roman, der både vil få dig til at kontemplere og væmmes. Den kunne sagtens være skrevet som en science fiction roman sat i en nær fremtid, der i virkeligheden kommenterer på samtiden, men det behøver den ikke. Den fungerer præcis som den er, og det er faktisk ret skræmmende.

– Marin