Familien Rokesby: En uhørt skandale af Julia Quinn

Familien Rokesby: En uhørt skandale af Julia Quinn

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra People’s

Forfatter: Julia Quinn
Forlag: People’s Press
År: 2023
Sider: 336
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Romantik

Stjerner: ⭐⭐⭐

En uhørt skandale følger vi den yngste Bridgerton, Georgina, og den yngste Rokesby, Nicholas. Georgina er endt i knibe, efter hun har mistet sin medgift og hendes rygte hænger i en tynd tråd. Nicholas er egentlig i gang med medicinstudiet, men da han hører om Georginas situation, føler han, at han burde gøre noget, og selvom han ikke er enig i farens beslutning, er han en gentleman og anmoder om Georginas hånd for at hjælpe hende. Spørgsmålet er blot, om deres mangeårige venskab kan udvikle sig til mere undervejs?

Som altid har Julia Quinn skrevet en sød og romantisk historie, hvor det går fra venskab til kærlighed her i bog fire. Men i forhold til de øvrige bind i serien så manglede den her altså noget. En eller anden gnist, som jeg synes, at de andre på en eller anden måde havde. Dermed ikke sagt, at bogen er dårlig. For det er den ikke. Tværtimod. 

En uhørt skandale har vi at gøre med to hovedpersoner, som begge forsøger at finde deres ståsted i verden. Som de yngste i søskendeflokken har de måske stået lidt i skyggen fra deres ældre søskende. Georgina var plaget af sygdom som barn, og det har gjort, at hendes mor er ekstra beskyttende over for hende. Nu drømmer hun om at finde sig selv, og hvad hun gerne vil have ud af livet. På den anden side har vi Nicholas. En rigtig gentleman faktisk, der har været fokuseret på skole og nu læser medicin, fordi han gerne vil være læge. Og selvom han inderst inde ikke vil, spørger han alligevel Georgina, om hun vil gifte sig med ham, fordi han føler en pligt og et ansvar over for ikke kun sin egen familie, men også for hende. Og Georgina vil da aboslut ikke giftes med en af medlidenhed, men indvilliger alligevel, fordi hun nok ikke finder et bedre tilbud end hans.

De to har altid været venner, men langsomt begynder de at få øjnene op for hinanden, og forelskelsen blomstrer. Det er sødt, og det er godt beskrevet, hvor det også virker som en naturlig udvikling mellem de to. Der er gode dialoger mellem dem, de har en god kemi, og det virker, som om de faktisk passer rigtig godt sammen. Særligt deres drillerier fungerer rigtig godt og giver noget mere til historien.

Men egentlig så er Nicholas også en ret så fantastisk karakter, og måske endda nok den bedste af Rokesby-brødrene. Udelukkende fordi han er så støttende over for Georgina, og fordi han virkelig gerne vil hjælpe andre. Blandt andet stiller han ikke spørgsmålstegn ved hendes nysgerrighed, men opfordrer hende nærmest til at være nysgerrig og stille spørgsmål, ligesom han taler til hende, som er de 100% lige.

Men det virker alt sammen meget let. Konfliktløst. Jeg sad ofte og ventede på, at der kom et eller andet. Det der klassiske vendepunkt, hvor de elskende bliver uvenner for så at blive genforenet igen til sidst. Men det kom bare aldrig. Og det er derfor, det virker, som om der mangler en gnist i handlingen. For det hele virker så let og nemt, hvordan de glider ind i deres ægteskab og den nye tilværelse som ægtepar. Og de små optrapninger til konflikter, der egentlig er, falder ret hurtigt til jorden igen, fordi de udglattes. Jeg manglede måske lidt mere “spændingen” i det. Noget, jeg synes, at de andre bøger i hvert fald havde mere af. Og det er altså derfor, at jeg lander på 3 stjerner og ikke de 4, som jeg har givet de andre.

Men som jeg nævnte, er En uhørt skandale altså ikke dårlig. Den er lige så fint skrevet, lige så kærlig og sød som de andre. Den har endda lidt mere humor end de andre via drillerierne mellem vores to hovedpersoner, men også via Georginas tre søde katte, der virkelig giver et smil på læben undervejs. Den mangler bare lige det dér ekstra, den sidste gnist, der gør den til en 4-stjernet læseoplevelse.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *