Forfatter: T. J. Klune
Forlag: Tor Teen / Macmillan
År: 2021
Sprog: Engelsk
Sideantal: 374
Genre: YA, Fantasy, Superhelte, LGBTQ+
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐
!! Spoilers for første bog i serien !!
Nick tager sin nye opgave som leder af Team Pyro Storm meget seriøst og har allerede masser af ideer til, hvordan Pyro Storm kan markedsføre sig. Seth er dog ikke engang sikker på, at han vil fortsætte. Efter den dramatiske afslutning på McManus Bridge har Nick også selv høstet sig en del opmærksomhed – hvilket kun tager til efter, at Simon Burke udlodder en dusør for Pyro Storms identitet. Nye extraordinaries dukker op i Nova City en efter en, og sammen må teamet finde ud af, hvem der er ven og hvem der er fjende.
Jeg gik i gang med Flash Fire straks efter, at jeg blev færdig med The Extraordinaries, og selvom man godt kan mærke, at bogen er en toer, så skuffede den ikke! Måske man kan mærke det lidt på mit resume ovenover, at Flash Fire har gang i rigtig mange plottråde (og jeg har ikke engang skrevet om dem alle). Det kan godt virke som lidt for meget til tider, men jeg synes faktisk, at Klune for det meste formår at holde alt i balance og sikre sig, at hjertet i historien altid står klart.
Vi samler nemlig både op på afsløringerne fra forrige bind og graver dybere til nye afsløringer og plottwist. Igen er de rimelige nemme at gætte som læser, men det gør ikke noget, da det er karakterernes reaktioner, vi læser for. Nick og hans far er stadig et af de stærkeste elementer i historien. De er en fryd at have sammen i en scene, både når der er drama og hemmeligheder, men også især, når de bare agerer som en pinlig far og hans teenage søn.
Nick og Seth er super søde sammen. Jeg elsker, at Flash Fire også tager sig tid til, at de fire venner får lov at være almindelige unge mennesker med forberedelser til Prom og bekymringer om fremtiden, når Gibby dimitterer og skal på universitet. Generelt tror jeg ikke, den her serie ville virke nær så godt, hvis ikke karaktererne var så stærke, og hvis ikke humoren var i fokus. Superhelte kan nemt gå hen og blive dystre og forpinte, men The Extraordinaries er bevidst om det og balancerer mellem sjov og alvor på fineste vis.
Efter første bind i serien var der åbenbart en masse debat omkring skildringen af politiet. Nicks far er politimand og har misbrugt sin position og været voldelig uden at være tildelt den store straf for det. Det var ikke noget, jeg syntes fyldte meget i første bind. Det virkede ikke glorificerende i mine øjne. Men jeg studsede da kort over valget ved at give Nicks far den fortid. I Flash Fire sørger Klune dog for at dykke ordentligt ned i problematikken. Nicks far konfronteres med sin fortid og forsøger så vidt muligt at gøre bod og lære af sine fejl. Politiet er samtidig ikke skildret som engle, men nærmere som en institution, der nemt korrumperes, og som vores hovedpersoner ikke længere kan stole på.
Alt i alt var Flash Fire en tilfredsstillende toer med en masse spændende plottråde, et højt tempo, fantastiske dialoger og lige dele drama og humor. Og så ender den desuden på en kæmpe cliffhanger, der åbner op for rigtig mange muligheder i sidste bind!
– Marin