Hvepsens år af Agnete Friis

Hvepsens år af Agnete Friis

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra People’s

Forfatter: Agnete Friis
Forlag: People’s Press
År: 2023
Sider: 335
Sprog: Dansk
Genre: Spænding, socialrealisme

Stjerner: ⭐⭐⭐

Hvepsens år følger vi skiftevis Danny og Thomas. En regnvåd septemberaften kører Danny en stjålen bil ind i en gruppe kvindelige studerende og dræber flere af dem. Selvom flugten er planlagt ned til mindste detalje, går noget dog alligevel galt, og det resulterer i, at han kontakter Thomas, som han har en klemme på. Thomas er en lovende, ung kirurg, men han er havnet i et pillemisbrug, som Danny bruger imod ham for at få hans hjælp. Men efterhånden som Thomas får mistanke om, at Danny planlægger noget større og ikke mindst værre, må han gøre op med sig selv, om hans karriere eller hans moral er vigtigst.

Jeg har aldrig før læst noget af Agnete Friis, og egentlig læser jeg ikke så ofte noget af danske forfattere, men jeg blev positivt overrasket, da jeg gik i gang med Hvepsens år. Der er nemlig både plottwists, overraskelser, moralske dilemmaer, masser af socialrealisme og ikke mindst et velfungerende plot.

For det første så fungerer det virkelig fint med skiftene mellem Danny og Thomas. Det giver mere dybde til historien, men det er samtidig også ret interessant at følge gerningsmanden og få indblik i hans tanker omkring det, han har gjort og hvorfor. Det går ret hurtigt op for en, at den jo er helt galt, og at Danny nærer et virkelig stort had eller mistro til samfundet, og hvordan han egentlig skyder skylden på alle andre end ham selv og derfor også lader det gå ud over alle andre. Interessant er det dog også at følge Thomas og se, hvordan hans pillemisbrug stødt og roligt eskalerer og bringer ham helt derud, hvor han glemmer ting. Men også i forhold til hans dilemma – skal han fortælle politiet sin mistanke eller beskytte sig selv.

Begge karakterer har en god portion psykologisk dybde og er godt beskrevet. De fremstår derved både levende og troværdige. Bipersonerne i Hvepsens år har nok personlighed til ikke blot at drive plottet fremad, men også have betydning i historiens helhed. 

Plottet er velskrevet og godt skruet sammen, og jeg kan især godt lide, hvordan der undervejs er lidt småhint til noget, man som læser ikke helt ved, hvad er endnu, men som hen mod slutningen afsløres for både læser og hovedpersoner. Det er både overraskende og godt fundet på, da det tilføjer et ekstra lag til hele handlingen.

Historien greb mig med det samme, og jeg oplevede kun, at spændingen steg kapitel for kapitel. Hen mod slutningen sidder man jo nærmest ud på kanten af sofaen, fordi der sker så mange forskellige ting, der alle hænger sammen på den ene eller anden måde, og fordi det pludselig bliver ekstra spændende, da det altså snart kulminerer i et eller andet.

Derudover er Hvepsens år skrevet i et godt og flydende sprog, og i alt, hvad Danny siger og tænker, kan man tydeligt mærke hans foragt for kvinder og mistro til samfundet i det hele taget. Det er dejligt, at det ikke blot bliver fortalt til os, men faktisk også vist i overflod. 

Samlet set synes jeg helt bestemt, at Hvepsens år er værd at læse. Her får du altså spænding og et velfungerende plot for alle pengene.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *