Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Falco
Forfatter: T. Kingfisher
Forlag: Falco
År: 2024
Sider: 182
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Genre: Gys
Stjerner: ⭐⭐⭐
I Når de døde rejser sig følger vi løjtnanten Alex Easton, der netop har fået besked om, at barndomsveninden Madeline Usher er døende. Alex rejser derfor straks til Usher-familiens herregård, som på ingen måde ser ud, som hun husker det for otte år siden. Herregården og dens beboere, der foruden Madeline tæller hendes bror Roderick, er i forfald, og særligt Madeline opfører sig mærkværdigt. Den nærliggende sø er plaget af svampe, og selv dyrelivet opfører sig skræmmende.
Sammen med en mykolog og en amerikansk læge forsøger Alex at komme til bunds i Madelines mystiske sygdom, og hvad der reelt set er galt med både hende, Roderick, huset og den omkringliggende natur. Også selvom svaret måske ligger uden for det forståelige.
Gysere er som bekendt en af mine yndlingsgenrer. Da jeg hørte, at Når de døde rejser sig var en genfortælling af en af Poes helt store klassikere, så måtte jeg simpelthen bare læse den. Jeg blev ikke som sådan skuffet, men jeg blev heller ikke blæst bagover. Det er også grunden til, at min bedømmelse er til den lidt lunkne side. Lad mig forklare.
Helt grundlæggende synes jeg, at ideen er super god. Historien om “Huset Ushers Fald” i nye klæder lyder nemlig interessant og kunne blive ret spændende. Og som sådan er Kingfishers historie også både mørk og hårrejsende – og ikke mindst mystificeret gennem brugen af svampe. Det er for mig at se et interessant take på den oprindelige historie, der her også tenderer lidt hen mod zombier, som jeg virkelig har en forkærlighed for. Her i Når de døde rejser sig drives læsningen af at finde frem til, hvordan det hele hænger sammen og hvad der reelt set foregår.
Stemningen i bogen er mystisk og foruroligende på den helt rigtige måde. Blandt andet i form af Madelines mærkelige opførsel og dyrene, der opfører sig helt anderledes, end man er vant til. Gotisk horror og fantasy væves her sammen til en fortælling, der på sin vis minder lidt om historien i serien The Last of Us, hvor svampe også netop spiller en ret væsentlig rolle.
Karakterne er egentlig fine nok med en god forståelse for, hvad der driver dem, og jeg synes, man får et godt indblik i, hvem Alex er. Men selve fortællestilen faldt bare ikke helt i min smag.
Måden, historien fortælles på, minder på sin vis rigtig meget om stilen i det gotiske gys, og det er ikke altid, at jeg finder det helt nemt at læse eller blive fanget af. Der er enkelte af Poes historier, som jeg virkelig godt kan lide, mens andre falder lidt mere udenfor. Stilen i Når de døde rejser sig matcher Poes gotiske genre ret fint. Det er med til at hædre den oprindelige historie, men gør også, at bogen ikke helt formår at blive til sin egen. Jeg tror ærligt, den var faldet mere i min smag, hvis den havde lænet sig mere op ad nutidens gys og ikke så meget det gotiske.
Selvom jeg påpeger, at historien er spændende på nogle punkter, så var den i sidste ende ikke helt så spændende, som jeg havde håbet på. For mig forsvinder noget af spændingen ved det lidt langsommere tempo og de mange, indimellem lange, dialoger. Her kunne man i stedet lade uhyggen træde mere frem sammen med handlingerne.
Men elsker du Poe, og er du frisk på at læse en interessant genfortælling, så bør du nu alligevel ikke snyde dig selv for Når de døde rejser sig af T. Kingfisher.
– Camilla