Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Falco
Forfatter: B. Celeste
Forlag: Falco
År: 2024
Sider: 344
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Genre: New Adult
Stjerner: ⭐⭐⭐ og 1/2
Alt var tilsyneladende fryd og gammen, indtil Emerys tvillingesøster, Logan, blev ramt af Lupus, som endte med at rive familien fra hinanden, da hun døde. Nu er selvsamme sygdom ved at æde sig ind under huden på Emery, og hendes mor er i så stor sorg, at Emery ser sig nødsaget til at flytte ind hos sin far, som hun ikke har set i ti år, og hans nye familie. Her vil Emery bare gerne prøve at leve et normalt liv, hvor sygdommen ikke fylder lige så meget, for hvem ved, hvor længe hun har igen, eller om hun i det hele taget kan overvinde den.
I sin nye hverdag er der også stedbroderen, Kaiden, som er alt det, hun ikke er. Populær, flot og ikke mindst irriterende. Alligevel drages de af hinanden, og de nye omstændigheder bringer dem sammen på en måde, der ændrer hendes og Kaidens verden for altid.
Det er ikke meget sicklit, jeg har læst gennem årene, men jeg syntes, at Halve hjerter lød rigtig spændende, og at det kunne være interessant at læse, hvordan man som forfatter griber det an, når ens hovedperson er dødssyg. Og wauw. Det er gjort med så megen indlevelse og troværdighed, at det er tydeligt at mærke, at forfatteren selv lever med en usynlig sygdom. Det er både råt, ufortolket og hårdt at læse, og man kan ikke andet end holde af eller ønske det absolut bedste for Emery, der er så nærværende og autentisk en karakter.
Selvom det værst tænkelige overgår hende, bekymrer hun sig så meget mere om andre mennesker, og jeg må indrømme, at jeg virkelig følte med og holdte af hende som karakter. Man vil så gerne, at hun klarer den, men ved også, at det højst sandsynligt nok ikke går i den retning. Man får virkelig også ondt af hende og hendes familieforhold, der er alt andet end sunde. Med undtagelse af forholdet til bedstemoderen og farens kone, som, jeg syntes, var så fint. Hendes mor er i sorg over søsterens død og glemmer ofte Emery midt i det hele, ligesom sorgen over Emerys skæbne gør det svært for hende at være til stede i nuet overfor Emery. Faren er ikke meget bedre, da han ikke har været en del af hendes liv, siden hun var barn, og samtidig ikke lader til at have nogen interesse i hende eller søsteren. Men som tiden går, og hun bliver en mere integreret del af farens liv og hverdag, ændrer deres familiedynamik sig også, og det var kun dejligt at læse.
Allerede fra starten af fangede Halve hjerter mig i et jerngreb og holdt mig fast, til bogen var læst. Den var svær at lægge fra sig, ikke kun på grund af den virkelighedsnære historie og Emery, men også fordi den er så let og stilfærdigt skrevet. Det er virkelig en historie, der kommer under huden på en og bliver der. Især på grund af de sidste kapitler, som jeg ikke kommer nærmere ind på her, da de spoiler slutningen.
Det var fængende. Det var velskrevet. Og helt bestemt klumpen i halsen værd.
Når det så er sagt, er der også noget, der ødelægger det hele for mig og gør, at jeg ikke kan give mere end 3,5 stjerner, uanset hvor meget jeg faktisk gerne ville.
Og den del hedder Kaiden.
Jeg kunne godt lide, hvordan han behandler hende, som var hun normal. Men han ved så til gengæld heller ikke noget om hendes sygdom. Og jeg støtter virkelig op om det venskab og det bånd, der opstår mellem dem, som på hver sin måde hjælper dem begge gennem noget, der er hårdt. Da det udvikler sig til mere end det, står jeg helt af. Det er totalt umoralsk i min bog og fuldstændig unødvendigt for historien. Jeg synes nemlig ikke, at det tilføjer noget nyt til handlingen.
Det behøvede slet ikke udvikle sig i den retning, for deres bånd og venskab, som det var, fungerede rigtig godt for historien, for mig og ikke mindst for at gøre det hele lidt bedre for Emery.
Om det ville være en dealbreaker for andre, ved jeg ikke. Jeg ved blot, at der faldt min bedømmelse af bogen som helhed med i hvert fald et halvt point, hvis ikke et helt faktisk.
Det sammen med epilogen og de sidste kapitler. Dem havde jeg heller ikke behøvet. For mig kunne det godt være sluttet med usikkerheden i sidste kapitel, for man ved alligevel, hvor det er på vej hen. Men det er sikkert også bare mig 😆
Alt i alt er Halve hjerter en stærk, autentisk og til tider hjerteskærende fortælling om usynlig sygdom, sorg, venskab og kærlighed på godt og ondt, og ikke mindst hvordan sorg og traumer kan føre til et umage venskab til gavn for begge parter.
Læs den, hvis ikke du har noget imod at blive trist. Den kan anbefales (hvis man altså lige ser bort fra Emery/Kaiden-udviklingen, der i min optik går for vidt).
– Camilla