Bjergtaget 2: Smagen af aske af Sidsel Sander Mittet

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Facet


Forfatter: Sidsel Sander Mittet
Forlag: Forlaget Facet
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 396
Genre: Fantasy


Stjerner: ⭐⭐⭐⭐


“Erkendelsen fyldte min mund med en fad smag. Som om jeg havde spist aske.”


Bjergtaget 2: Smagen af aske fortsætter, hvor Og de blev lokket slutter med Johannes i elvernes rige og Sigrid og Aslak på flugt med Askatla og Alawin. Mens Johannes prøver at overleve blandt elverne og stadig holde fast i sig selv, forsøger Sigrid at forstå, at hun både er menneske og elver, alt imens Askatla kæmper for at genvinde sin styrke. Men de interne magtkampe mellem elverne spidser til, og snart befinder vores hovedkarakterer sig igen midt i kampene, hvor de hver især må sande, at tingene ikke helt er, hvad de giver sig ud for.
Som hovedpersonerne dykker længere ned i deres fortid, spindes overtro og virkelighed sammen til en fortælling om at finde sig selv, kampen mellem godt og ondt og venskabets værdi.

Ligesom i første bog fortælles historien skiftevis fra Johannes’, Sigrids og Askatlas synvinkel, hvilket giver en afrundet historie. Idet man får lov til at dykke ned i historien fra både et menneskes, en elvers og en fra begge lejres synsvinkel, giver det et større indblik i historien, og hvad der hver især driver dem. Derudover giver dette også en større forståelse for hver karakter. På trods af at hver fortællers kapitler går i forskellige retninger med uventede overraskelser, forbindes de alligevel på fineste vis til sidst. I takt med at karaktererne overraskes og indser, at det, de troede, ikke helt er sådan alligevel, så går det også langsomt også op for læseren, at der er andet og mere på spil.

Situationen og problemerne spidser stødt til og efterlader læseren på kanten af sædet. Spændingen fastholdes hele bogen igennem, og jeg var fanget fra start til slut, mens jeg spændt ventede på, hvad der nu skulle ske. Folkeviserne danner endnu engang grundlag for handlingen, hvilket er en rigtig fin tilføjelse, der giver historien dét ekstra. Det er især den uforfinede brug af folkeviserne og de mytiske figurer, jeg er vild med, og som adskiller denne serie fra andet litteratur. Her romantiseres elverne ikke og fremstår ikke som noget, de ikke er, men for lov til at være skræmmende, skarpe og anderledes end menneskene. Det giver dem også en helt anden karakter, der klæder historien.

Karaktererne har psykologisk dybde og udfoldes langt mere her i bog to, hvor vi følger deres udvikling og kamp for at forene deres modstridende sider og holde fast på sig selv i en kamp de, uden at ville det, er blevet en del af. Og det er lige så interessant og levende som i første bog, hvis ikke mere endnu.

Smagen af aske har et godt flow, hvor sproget og handlingen flyder. Der er ingen tvivl om, at Mittet kan skrive, og hun gør det på en helt særlig, medrivende måde, der er misundelsesværdig. På trods heraf lander jeg på 4 stjerner, og jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor. For bogen er spændende og karaktererne levende, alligevel følte jeg mig ikke blæst helt bagover.

Hvis du leder efter interessant dansk fantasy, synes jeg, at du bør stifte bekendtskab med Bjergtaget-serien.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *