5 AM Club af Robin Sharma

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra HarperCollins Nordic


Forfatter: Robin Sharma
Forlag: HarperCollins Nordic
År: 2019
Originalsprog: Engelsk
Sprog: Dansk
Sidetal: 325
Genre: Fiktion, Håndbog


Stjerner: ⭐⭐⭐


“Det er aldrig let at blive legendarisk. Men jeg vil til hver en tid foretrække den rejse frem for den hjertesorg, så mange potentielt heroiske mennesker konstant må igennem, fordi de sidder fast i det ordinære.”


Tanken om, hvordan det at stå op kl. 5 om morgenen skulle hjælpe med at øge produktivitet, leve sundere og finde fokus, var det, der fik mig til at takke ja til Robin Sharmas 5 AM Club. Og når man læser sådan en bog, er man nødt til at prøve det på egen krop også. Derfor er denne anmeldelse også en blanding af min læseoplevelse og oplevelsen med at stå så tidligt op.

5 AM klubbens koncept og principper flettes ind i en fiktiv fortælling, hvor vi møder fire mennesker. En forretningskvinde, en kunstner, en millionær og Tryllebinderen. De møder alle fire hinanden til den konference, hvor Tryllebinderen holder oplæg om 5 AM Club, og hvorledes den tidlige time om morgen hjælper til et bedre liv. Efter konferencen inviterer millionæren, Mr. Riley, kvinden og kunstneren med på en rejse, hvor de skal lære om grundprincipperne bag denne klub, så også de kan blive den bedste version af dem selv. Undervejs får læseren indblik i forskellige rutiner og metoder, der kan hjælpe med at igangsætte denne proces og få taget ejerskab over sin morgen.

Til at starte med, vil jeg sige, at jeg var overrasket. Jeg havde forventet en bog, der var mere som en praktisk guide end en fortælling. Dette selvom jeg godt havde læst, at vi ville følge to mennesker i krise. Der var noget forfriskende over, at Sharmas teorier dannede grundlag for en fiktiv fortælling, der fungerer som en indføring i 5 AM klubbens lære. Men selvom sproget er let, og det er interessant at følge karakterernes udvikling, så blev jeg ikke helt fanget af fortællingen i sig selv. De mange lettere uvirkelige elementer (såsom dobbelte regnbuer, dyr der følger millionæren, hvorend han er, og en Tryllebinder, der tilsyneladende kan snyde døden) gjorde det svært for mig helt at acceptere bogens handling.

På en måde føler jeg heller ikke, at fiktion er den rette måde at kortlægge disse principper på. Der sker så at sige ikke så meget i selve handlingen, der snarere er en gennemgang af klubbens lære, og hvordan millionæren selv har opnået det gode liv ved at følge teorierne. For min skyld kunne forfatteren sagtens have ladet bogen være en decideret guideline frem for en fortælling, der alligevel ikke helt kommer i mål.

Når det så er sagt, er der også en masse positive ting ved denne bog. Hvilket primært findes i bogens lære, og egentlig også Sharmas skriveevner. For man kan ikke tage fra ham, at han er god til at skrive. Hans sprog er levende og interessant, og han får samtidig skabt nogle unikke karakterer, der alle er med til at underbygge klubbens lære. Den kære millionær er ualmindeligt mærkelig, og det formår Sharma at fremstille på en måde, der ikke bliver for meget. Bogen balancerer fint mellem alvor og humor.

5 AM Club handler grundlæggende om, at i timen mellem kl. 5 og 6 om morgenen, der kan man finde den ro og fordybelse, det kræver at blive sit bedste selv. Her finder man evnen til at forblive fokuseret, inspireret og levere sit allerbedste. Den tidlige time inddeles i 3 x 20 minutter. De første 20 minutter bruges på motion, de næste på refleksion, hvor de sidste 20 minutter bruges på at lære noget nyt. Dette tager omkring 66 dage at implementere i ens dagligdag, hvorefter man vil begynde at opleve den fulde effekt.

Jeg måtte straks selv prøve at efterleve disse principper. I en travl hverdag synes jeg, at det kan være svært at finde overskuddet til fordybelse eller motion, når jeg kommer hjem fra arbejde. Der skal nogle gange handles, og oftest laves mad. Jeg vil bare gerne slappe af på sofaen, når jeg kommer hjem, og indtil jeg går i seng. Men det er ofte med lidt dårlig samvittighed, fordi jeg samtidig gerne vil en masse ting, som jeg bare ikke har overskud til.

Nu har jeg gjort det i en lille uges tid. Det er som sådan ikke det at stå op kl. 5, der er hårdt. Går man i forvejen i seng i ordentlig tid, så man stadig får den rette mængde søvn, er der for mig ikke den store forskel mellem 5 og 6. Vi har også nået en årstid, hvor det jo alligevel er mørkt udenfor. Nej, det hårde er faktisk om eftermiddagen. Når jeg rammer muren og går halvt i stå. Her kræver det virkelig viljestyrke at komme i gang igen og køre på, indtil klokken bliver så mange, at jeg kan kravle i seng. For en lur, når jeg kommer hjem mellem 16.30 og 17, er ikke en særlig god idé, når sengen kalder senest kl. 22.
De 20 minutters motion om morgen vækker én og giver en god portion energi. Herefter har jeg indtil nu skiftet lidt mellem, hvad jeg bruger de næste 20 minutter på. Nogle dage læste jeg, andre skrev jeg lister med gøremål og negative tanker, og nogle brugte jeg på meditation. De sidste 20 minutter har jeg brugt på at lære italiensk, og det er faktisk højdepunktet på min morgen. Jeg har længe gerne ville lære sproget, så jeg er glad for, at Duolingo eksisterer!

Det blev en ret lang anmeldelse. Jeg kan godt lide metoden og selve teorien bag bogen, men udførslen og ideen med at gøre det fiktivt halter for mig. I bund og grund er det her bogen til dig, der gerne vil have mere tid til dig selv og finde roen til fordybelse og personlig udvikling. Og det er på netop dette punkt, at 5 AM Club brillerer.

– Camilla

3 tanker om “5 AM Club af Robin Sharma

  1. Bogen er ikke til at opdrive på dansk, så vil i sælge det danske eksemplar af Robin sharmas 5 am Club til mig. Vil jeg blive glad.
    Mvh Rikke

    1. Det er da mærkeligt, at den ikke er det.
      Da det er et anmeldereksemplar, kan jeg hverken sælge eller forære den væk, desværre.

      Dbh
      Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *