Sjælevandrer 1: Diali af Charlotte Fischer

Forfatter: Charlotte Fischer
Forlag: Forlaget Facet
År: 2017
Sider: 314
Sprog: Dansk
Genre: New adult, romance, fantasy

Stjerner: ⭐⭐

Verdens kyster er det sidste levested for mennesket. Bjergene mod land hærges af farlige elektriske storme og havet truer med tsunamier. Cawi og Dahlia lever i kystbyen Roneoak, som en dag trues af total ødelæggelse, der tvinger de to ud på en rejse gennem bjergene. Cawi fornemmer nemlig, at der findes andre mennesker derude, men den barske vandring gennem stormen forandrer dem for altid.

Den sidste bog, jeg fik læst i 2019, var desværre en, der tog mig et par pauser at komme igennem. Sjælevandrer var slet ikke en bog for mig, og jeg må indrømme, at jeg nok ikke kommer til at læse videre i serien. Plotmæssigt starter bogen ud som en dystopisk fantasy i et fremtidssamfund, hvor alle tror, de er de sidste mennesker i live. Cawi har nogle specielle profetiske drømme, og der er et eller andet magisk element gemt i den plottråd, men her i første bog kommer vi ikke langt med det. Generelt har bogen ellers meget fart på, og der sker hele tiden noget nyt. Jeg kunne dog godt have ønsket, at der blev dvælet lidt mere ved noget af det.

* Spoilers i dette afsnit *

I stedet for at rejsen gennem bjergene bærer historien, som jeg havde troet, så varer den faktisk ikke så længe, og pludselig er Cawi og Dahlia i et samfund, som vi kender det.
Historien går altså fra at virke som et setup for et dystopisk fremtidssamfund med magiske elementer til at blive et romantisk drama med et usundt parforhold mellem  traumatiserede og syge personer. Og den slags er ikke mig. Havde fokus været mere på det dystopiske samfund, historien bag stormene, rejsen gennem bjergene og hvad det vil sige at være sjælevandrer, så havde jeg måske kunne lide den bedre. Men også karaktererne var langt fra min smag.

* Slut med spoilers *

Både Cawi og Dahlia irriterede mig og gjorde mig til tider direkte vred. Hvilket er en af grundene til, at sådant et romantisk drama af den grad ikke er min kop te. De er begge dårlige mennesker. Cawi er voldelig – også seksuelt – han tænker ofte, at han ejer, eller gerne vil eje, Dahlia, og har generelt et skidt syn på maskulinitet. Dahlia er modbydelig mod andre i begyndelsen, og senere er hun bare dum og elsker Cawi, trods alt det han gør. Ingen af de andre karakterer sagde mig noget, det virker mest som om, at de bare er fyld i historien.
Nogle læsere derude vil sikkert elske den slags forhold med den lækre bad boy, der ikke kan styre sit temperament, men som kvinden stadig elsker. Fordi de er skabt for hinanden og alt det der. Og der er da også to bøger, hvor de begge kan udvikle sig i endnu. Men jeg har desværre ikke tålmodigheden til at skulle følge dem på den rejse.

En anden grund til, at jeg simpelthen ikke kan komme over to stjerner, er, at bogen rent sprogligt har flere mangler. Det virker til tider som et uredigeret manuskript med sære kommafejl, typos og hele kapitler kun med replikker. Altså ingen beskrivelser eller uddybning af noget. Det kan måske være et stilvalg, men de replikker er, i mine øjne, ikke stærke nok i sig selv til, at de kan bære samtalerne alene. Og så synes jeg også, der manglede variation i sætningskonstruktionerne, hvor det ender med mange korte sætninger hele tiden.

Sjælevandrer er altså mere en dramatisk romance med en snert af fantasyelementer end det er ren fantasy. Hvis du er til den slags, så er bogen sikkert god, trods de sproglige mangler, men for mig var det bare hårdt at komme igennem.

– Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *