Reklame: anmeldereksemplar modtaget fra forlaget
Forfatter: Mhairi McFarlane
Forlag: HarperCollins Nordic
År: 2022
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 376
Genre: Romantik, chick-lit
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
I Vild med dig følger vi bryllupsfotografen Harriet, der selv har mistet troen på romantik og absolut aldrig skal giftes. Så da hendes kæreste frier, kommer hun i lidt af et dilemma, der ender med, at hun slår op med ham og flytter. Hun lejer i stedet et værelse hos Cal, som selv har været igennem lidt af en bryllupskatastrofe, og langsomt begynder de to at opbygge et venskab. Da Harriet med hjertet på rette sted foretager en skæbnesvanger handling, ender det med en eks, som vil gøre alt for at tage hævn over hende. Og hvilken bedre måde at gøre det på end at fremstille hende dårligt, så hun mister kunder? Pludselig går Harriets liv fra at være ganske fint til at være knap så skønt, mens hun både må balancere en hævngerrig eks, en eks, der ikke vil give slip, et ødelagt omdømme, en karriere på vej ned, og nå ja, også lige et venskab, der måske ikke står til at redde – alt sammen mens hun måske, måske ikke, har følelser for Cal.
Det her er første gang, jeg har læst noget af Mhairi McFarlane, men jeg må helt ærligt indrømme, at jeg er fan. Fordi, for mig at se, så indeholder Vild med dig alt det, som en romantisk bog skal indeholde, uden at det bliver for meget eller for sukkersødt. Det er lige tilpas. Jeg tror nemlig, at det sukkersøde har været mit problem med mange andre romantiske bøger, der simpelthen bliver for meget “svæven på en lyserød sky” og for meget fokus på selve romantikken og ikke noget andet. Men her der får jeg en tilpas mængde romantik og en masse anden handling, så det romantiske ikke optager for meget plads. Så nej, det er ikke sidste gang, at Mhairi McFarlane finder vej til min bogsamling 😄
Selve plottet i Vild med dig rummer en del. Det er ikke bare kærligheden, men også venskaber, crazy eks’er og alt det midtimellem, som giver dybde og fylde til handlingen. Og det kunne jeg rigtig godt lide. Midt i det hele har vi Harriet. En kvinde, der, på trods af sit erhverv, absolut ikke skal giftes, og som ikke vil have noget imod at bo alene med en masse katte. Med hjertet på rette sted foretager hun måske nok nogle handlinger, som vi andre ikke ville tage. Som læser kan man godt lidt sidde tilbage og tænke, ej, hvorfor?!, men det virker som Harriet i en nøddeskal. Jeg vil ikke komme ind på det her, da det vil afsløre plottet for meget, men hendes handlinger har det med at sætte gang i tingene 😆 Jeg kunne ret godt lide hende som karakter. Ikke kun fordi hun udvikler sig bogen igennem og er dejligt relaterbar, men særligt fordi hun kommer med nogle herlige kommentarer undervejs. Også dynamikken mellem Harriet og hendes veninde Lorna er rigtig god, ligesom jeg synes, at samspillet mellem hende og Cal er rigtig godt. De klikker på den helt rigtige måde, der gør de spirende følelser troværdige og autentiske.
Samtidig med dette synes jeg, at Mhairi McFarlane skriver dejligt let og indlevende, så man hurtigt lader sig rive med af handlingen. Ja, det er vist tydeligt, at jeg er ret så positivt stemt over for Vild med dig. Og er det vitterlig en kombination af hovedpersonen, dynamikkerne karaktererne imellem, skrivestilen og det, at det romantiske på intet tidspunkt er hovedfokus i bogen – men snarere træder lidt i baggrunden for at give plads til karakterudvikling og øvrige plottråde. Jeg er fan.
Alt dette er grunden til, at Vild med dig lander på 4 stjerner. For jeg synes ærligt, at den er god. Rigtig god. Og jeg vil anbefale den til dig, der elsker rom-com og herlige hovedpersoner.
– Camilla