Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Falco
Forfatter: Poorna Bell
Forlag: Forlaget Falco
År: 2023
Sider: 354
Sprog: Dansk
Genre: Skønlitteratur
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
I nødstilfælde handler om 36-årige Bel Kumar, der efter en ulykke tager sin fremtid op til revurdering. Hun har en succesfuld karriere, bor i en lækker lejlighed og har hverken brug for en mand eller sin familie – for hun klarer sig helt fint alene. Eller gør hun egentlig det? Det og mange flere spørgsmål stiller Bel sig selv, mens hun kommer sig efter sin ulykke og må vurdere, hvad hun egentlig gerne vil. Både fremtiden og fortiden, hvor et smertefuldt svigt stadig gør ondt og har skabt splid i de nære relationer, tages op til revurdering, mens Bel skal finde ud af, hvem hun gerne vil have ved side i nødstilfælde.
Hele omdrejningspunktet for Poorna Bells I nødstilfælde er spørgsmålet om, hvem der skal kontaktes i tilfælde af en alvorlig situation. Hvem vores hovedperson altså gerne vil have ved siden i nødstilfælde. Og det er det, der får Bel til at revurdere sit liv og sine relationer. For hun ved faktisk ikke helt, hvem hun gerne vil have bliver kontaktet, hvis hun har været ude for en ulykke, for hun føler sig ikke tæt med nogen, og i sidste ende vil hun egentlig ikke belemre dem med sine problemer.
Bel er ikke tæt med sin familie og besøger dem kun ganske kort, når hendes forældre spørger, om hun ikke snart kommer på besøg. De nære venskaber, hun havde engang, har hun ikke længere, og hun har heller ikke brug for en mand, men holder sig til sporadiske dates. Den ene veninde, hun har, har hun nok mest, fordi det ser rigtigt ud, men egentlig føler Bel ikke, at deres venskab er særligt givende.
Midt i alt dette lider Bel også under hverdagsracisme. Ikke kun fra andre omkring hende, men også hende selv. Og det er ret interessant læsning, når hovedpersonen er lige så slem til at være racistisk som de andre i bogen, og at hun er god til at påtale, at de er racistiske, men ikke helt kan se, at hun selv er det. Før hen mod slutningen.
Bels egen racisme kommer blandt andet til udtryk ved, at hun ikke selv har lyst til at date farvede mænd, fordi hun har en forestilling om, hvordan de er. Og til tider kan det også føles, som om hun lidt ser ned på sin egen kultur.
I nødstilfælde er bygget sådan op, at der er et før og efter ulykken. I før-delen, som er meget kort, skitseres Bels liv kort, og man får hurtigt indtryk af, at selvom hun virker tilfreds og har succes, så må det være et ensomt liv, hun lever, når hun hverken har et tæt forhold med sine forældre og søster og ej heller har nogle veninder som sådan.
Efter ulykken begynder der så at ske en masse ting, da Bel pludselig indser, at hun måske faktisk slet ikke var helt tilfreds med sit liv, og hun savner at have folk omkring sig. Hun begynder derfor at ses mere med sine forældre samt sin søster og niece, og efter en pludselig indskydelse får hun også kontakt til en barndomsveninde igen.
Og det er de her relationer, som fører handlingen frem. For i og med at Bel ikke har været involveret i deres liv i lang tid (i hvert fald ikke sådan rigtig), så opstår der hurtigt konflikter og situationer, som Bel skal forholde sig til.
I nødstilfælde er derfor også mere en tænkebog (forstå mig ret) end en handlingsbog. Forstået på den måde at der reelt set ikke er meget handling, men at der reflekteres meget over tingene. Ligeledes er der også meget mere tell end show i bogen, og personligt kunne jeg måske godt have brugt en lille smule mere show.
Foruden en før- og en efterdel er der også lidt flashbacks i romanen, for at vi som læser får forståelse for, hvad der egentlig ledte op til, at Bel mistede kontakten med sine tre bedste veninder, og hvilket svigt der stadig plager hende i nutiden. Det fungerer ret fint med de her flashbacks, da de er med til at underbygge, hvorfor Bel føler sig svigtet, og hvorfor hun har så svært ved at se dem alle sammen igen.
Undervejs i romanen møder vi både idioter på jobbet, nye venskaber og skænderier, hvor vi hele vejen følger Bel og hendes mange overvejelser og følelser. Selvom den er meget reflekterende, er det stadig nemt at følge med, og forfatteren har skrevet i et dejligt let sprog, som helt sikkert også hjælper på det.
Det føles, som om vi blot følger en helt normal hverdag for en kvinde i midten af 30’erne, men alle hverdagstingene gør hele præmissen for I nødstilfælde både realistisk, autentisk og nærværende. At bogen er skrevet i jeg-person, er blot med til at forstærke den følelse.
Den kan måske lyde tung, men det hele krydres med en god portion humor, der tager lidt af det mere alvorlige og gør den lettere at læse.
I nødstilfælde er velskrevet og giver stof til eftertanke, sådan som den tager fat på lidt sværere emner og stiller spørgsmålstegn ved kontaktpersoner, kærlighed og det perfekte liv, som vi alle lidt higer efter og har en ide om, hvordan skal være, som ikke nødvendigvis er det rigtige for én selv.
– Camilla