Forfatter: Molly Knox Ostertag
Forlag: Scholastic Inc
År: 2021
Sprog: Engelsk
Sidetal: 247
Genre: Graphic Novel, YA, LGBTQ+, Fantasy
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐
Morgan har en hemmelighed: Hun kan ikke vente med at komme væk fra den perfekte lille ø, hvor hun bor. Hendes plan er at afslutte gymnasiet og straks flygte fra sin triste fraskilte mor, sin uregerlige lillebror og vennerne, som slet ikke forstår hende. For Morgans største hemmelighed er, at hun drømmer om at kysse en anden pige. Da Morgen en nat bliver reddet fra at drukne af en mystisk pige ved navn Keltie, vender alt op og ned på hendes planer. Men det viser sig, at Keltie har sine egne hemmeligheder.
The Girl from the Sea er en rigtig fin og fængende fortælling om ungdom, kærlighed, drømme og hemmeligheder. Den er skønt illustreret med masser af stemning og virkelig godt designede karakterer. Der er flere plottråde i bogen, både i forhold til Morgan og Keltie, Morgan og hendes venner og så med skilsmissen i familien. Men det formår forfatteren faktisk at balancere ganske flot.
Morgan og Keltie komplimenterer hinanden rigtig godt som karakterer. Hvor Morgan er lidt rigid og sat i sine ideer, lidt stille og usikker, så er Keltie mere frembrusende og fri. Jeg synes også, at Morgans venner er skildret med nok detaljer, så man får et godt indtryk af dem, trods de ikke fylder helt så meget i bogen. Vi har den smukke rige pige, den sjove alternative pige og den pæne pige. Deres venskab med Morgan fremstår ægte især på grund af brugen af chatbeskeder. Her kan man som læser hurtigt afkode deres personligheder og ane konflikterne, uden at det fylder meget.
Som altid er det skønt at se mere og mere queer repræsentation i litteraturen og i The Girl from the Sea er der faktisk et minimum af drama omkring det. Det er mest Morgan selv, der vælger at være lukket omkring det, og ikke folk omkring hende, der er homofobiske. Det kunne jeg egentlig ret godt lide, da historien netop handler om Morgans egen udvikling og hvordan hun ser sig selv, sit hjem og sin fremtid.
Vi kommer også lidt omkring en miljøkonflikt med menneskets konstante indtrængen i naturen, men grundet bogens længde og dens fokus på romancen, bliver det lidt hurtigt løst til sidst.
Alt i alt er The Girl from the Sea en sød og letlæst historie med lige dele magi og hverdagsproblemer. Bogen kan læses fra cirka 10 år og op, og unge læsere vil klart kunne spejle sig i forskellige aspekter af historien.
– Marin