bogen tavse verdener 3 holdt op foran et blomstrende kirsebærtræ

Tavse verdener 3: Det lysende hjerte

Forfatter: Boris Hansen
Forlag: Carlsen Puls
År: 2024
Sprog: Dansk
Sidetal: 512
Genre: Science fiction, Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Mareridtsbogen åbner sig snart i Strømmen, og det bliver et kapløb mellem Alliancen, Victors hold og Olivias hold for at finde frem til, hvilken bog kvinden i lyset egentlig befinder sig i. De har hver deres agenda med hende og de kræfter, de mener, hun besidder. Samtidig er Cody nødt til at vende tilbage til sin barndomsby, da hans søster er vågnet fra sit koma, men ikke alt er, som det plejer at være i Gilton. Elfred og van Gelders sind er adskilt igen, og de må lære at leve hver for sig med deres traumer – eller overkomme dem sammen.



Tavse verdener 3: Det lysende hjerte er endnu et spændende bind i sci-fi / fantasy serien om fiktionsteknologi og evnen til at rejse ind i bøger. Spændingen opbygges langsomt her i tredje bind, og især den underliggende foruroligende tone er gennemført hele bogen igennem. Stemningen i Gilton, der nærmest er blevet til en kult, men på ydersiden ligner sig selv, giver kuldegysninger. De politiske budskaber om fiktive personers invadering af virkeligheden ringer lidt for sande. Og mystikken omkring kvinden i lyset, hvor hun kommer fra og hvorfor hun er anderledes end andre fiktive karakterer, holder læseren fast til det sidste. 

Det hele kulminerer i afsløringer, der får det til at løbe en koldt ned af ryggen mere end de føles som omvæltende plottwists. Der er også et par indskudte interviews mellem kapitlerne, hvor karaktererne bliver spurgt ind til begivenheder, vi som læsere ikke kender til endnu. Det er også en eminent måde at opbygge spænding, tone og mystik op på. 

I Det lysende hjerte rejser vi kun ind i én ny bog udover mareridtsbogen. En “magisk skole” fantasyserie, som humoristisk prikker til genrens mangler og samtidig fanger en god portion af den magi og finurlighed, som gør genren så populær. Elfred og van Gelder får lidt karakterudvikling derinde, og det er interessant, hvordan de er så forskellige og alligevel kan relatere sig til hinanden. 

Derudover kommer vi på genbesøg i nogle af de serier, vi allerede kender, når Victor rejser ind for at skabe sit team. Victor og Helena vil nemlig gerne samle et hold, der skal hjælpe dem med missionen om at befri kvinden i lyset og derefter alle andre fiktive personer. 

Generelt følger vi dog rigtig meget Cody i Det lysende hjerte. Sammen med Clarissa og Zoltan tager han hjem til sin barndomsby Gilton, hvor vi lærer sandheden om grunden til hans søsters koma og oplever udkantsbyens forfald. 

Olivia mødes med og forsøger at udnytte sin ekskæreste, Jasper, der nu er formand for Troværdighedspartiet, i sin søgen efter den mystiske kvinde. Vi ser ikke så meget til majoren eller Leo, men også de får anledning til at afsløre en del af deres fortid. 

Tavse verdener serien har et virkelig stærkt karaktergalleri, der kun vokser i kompleksitet for hvert bind. Udover den flotte måde, hvorpå de mange tråde samles og plottwists afsløres, så er det helt klart karaktererne, der bærer serien. Deres personligheder skinner igennem og dialogerne flyder troværdigt hver gang.

 

Seriens overordnede tema om fri vilje – både hos de fiktive og virkelige personer – står stadig i centrum, men Det lysende hjerte kredser også om manipulation og politisk spil af de mest sårbare med et drys immigrations- og klimapolitik indover. Og det fungerer bare. Jeg var i hvert fald hooked fra første side og glæder mig til at læse med, når sidste bind snart udkommer!

– Marin