Forlag: Tellerup
År: 2020
Sidetal: 297
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy, YA
Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv
Silje kom kun til Tedea for at sy en kjole til dronningen, men ender som hofdame for prinsesse Leonora efter at hun ved et tilfælde redder dronningens liv. Leonora er dog indelukket og stædig, og det tager en del tid og tålmodighed for Silje at bløde hende op. Samtidig trues dronningeslægten af oprører, som mener at kende den sande arving, nedstammet fra den gamle kongeslægt.
Kongernes arv er en svær bog at bedømme. Den føles ikke rigtig som en toer, da den ikke efterfølger første bind i serien. I stedet har vi både skiftet synsvinkel og tidsperiode. Vi følger ikke Tella, men hendes mors hofdame, Silje og hendes forhold til Leonora. Derfor føles bogen egentlig mere som en spin-off eller anden form for ’ekstra materiale’. Det er ikke i sig selv dårligt, men gør dog at bogen mangler overraskelser og spænding, da man ved, eller kan gætte sig til, rigtig meget af handlingen og udfaldet deraf. Plottet bliver også en smule ensformigt, da de tager ud på rundrejsen i landet for at styrke opbakningen til dronningeslægten. Her bliver de angrebet – og flygter – igen og igen.
For at gøre den ensformige handling mere spændende, havde det været oplagt at udforske karaktererne noget mere. Jeg følte aldrig rigtig, at jeg kom ind under huden på hverken Silje eller Leonora. Der ligger en masse under overfladen, men forventningen om, at det på et tidspunkt vil briste fri og forløses, indfries ikke. Silje og Leonora bliver langsomt tættere og et venskab blomstrer op, men det er meget få scener, der viser det frem. Det kunne også have været fedt med flere samtaler imellem de to og så Leonoras mand Rihan. Igen ligger der en masse under overfladen, som aldrig rigtig forløses. De føles ikke som flade karakterer, men er svære helt at forstå og lære at kende.
Kongernes arv er velskrevet og flyder let i et hurtigt tempo. Ideen bag er god, og jeg ville ønske, den ikke føltes så uforløst. Bogen er hurtigt læst og selvom der er mangler, giver den lidt mere indblik i Leonoras fortid, som var en af de aspekter, jeg fandt interessant i første bind. Som sagt kunne jeg godt have brugt noget mere. Især indblik i karaktererne. Men har du læst første bind, synes jeg helt sikkert du skal læse videre.
– Mette